Hudlægen: Fortidens synder kan udvikle sig til modermærkekræft
Hver uge dør fem danskere af modermærkekræft. Tre af dem er mænd. Men modermærkekræft kan helbredes, hvis det opdages i tide.
Der er lidt flere kvinder end mænd, der får modermærkekræft. Til gengæld er der flere mænd, der dør af sygdommen.
Det skyldes, at mænd tit kommer for sent afsted til lægen. For modermærkekræft kan være dødeligt, hvis det ikke bliver opdaget i tide og får lov til at udvikle sig.
Det fortæller overlæge på Hudafdelingen på Odense Universitetshospital Tine Vestergaard.
- Vi hører ofte fra de mænd, der kommer til os, at det er deres koner, der har opdaget et modermærke, som de har bedt deres mand om at gå til lægen med.
Modermærkekræft kan være farligt, hvis det vokser ned i underhuden, hvor der er blodkar og lymfekar, så kræftcellerne kan sprede sig til lymfeknuder, lunger, lever eller hjerne.
- Det er derfor, at det er så vigtigt at holde øje med sine modermærker og komme til lægen i tide, for så er der gode behandlingsmuligheder, forklarer Tine Vestergaard.
Hold øje med modermærker, der vokser
Alle mennesker har modermærker i større eller mindre grad. Dét, der er vigtigt at holde øje med, er, hvis et modermærke begynder at forandre sig – vokse sig større, er asymmetrisk i størrelsen, har flere farver, har ujævne eller takkede kanter, eller hvis det er større en enden på en blyant (6 mm i diameter).
- Hvis man er bekymret over noget, skal man gå til lægen og få det tjekket. Hvis man over nogle måneder kan se, at der sker en udvikling i et modermærke, skal man reagere, pointerer Tine Vestergaard.
Operation ad to omgange
Den mest almindelige form for modermærkekræft kaldes superficielt spredende og vokser relativt langsomt. Når det bliver opdaget, bliver man behandlet i et kræftpakkeforløb.
- Det fungerer sådan, at man skærer det væk ved en lille operation i lokalbedøvelse, som faktisk svarer til en vævsprøve. Kort tid efter bliver man indkaldt igen, hvor diagnosen stilles, og plastikkirurgerne skærer dybere og får fjernet det hele, forklarer Tine Vestergaard. Sjældne gange undersøger man også lymferne.
Huden husker hele livet
Hver gang din hud bliver forbrændt af solens stråler, lagres mindet i hudcellernes DNA til evig tid. Og en dag risikerer du at betale regningen.
Solskoldning i barndommen øger risikoen for, at du senere i livet udvikler modermærkekræft, som er den farligste form for hudkræft.
- Modermodermærkekræft kommer fra pigmentceller. Den er mere aggressiv end ”almindelig” hudkræft, men dog mindre farlig end mange andre cancertyper, siger overlæge Tine Vestergaard.
De almindelige hudkræfttyper, basalcellehudkræft og pladecellehudkræft, kommer fra den celletype, der hedder keratinosytceller.
- De to hudkræftformer skal man ikke være bange for, men de kan give nogle grimme ar, når de bliver skåret væk, forklarer Tine Vestergaard.
20 års kampagne for solbeskyttelse kan muligvis aflæses
Det er altså fortidens synder – blandt andet hvor mange gange man er blevet solskoldet som barn – der giver risiko for at få modermærkekræft.
- Med de sidste 20 års massive fokus på og kampagner om at beskytte sig imod solen er vi muligvis ved at kunne se en tendens til, at tilfældene af modermærkekræft falder i de yngste aldersgrupper, fortæller Tine Vestergaard.
De ufarlige mærker
Alle ’dutter’, der vokser på huden, kaldes på lægesprog for tumorer. Men de godartede modermærker i huden er blot pigmentceller, som der er samlet flere af på ét sted.
Skælvorter udvikler de fleste af os med årene. De er fuldstændig godartede. Ofte vil man have flere. De er tørre, og man kan godt få fornemmelsen af, at man kan kradse dem lidt af. De kan godt klø, uden at det betyder noget som helst.
Karnøgle eller angiomer kommer også med årene. Det er små dutter, som kan være lilla eller røde. De er helt ufarlige.