”Ingen kvinder behøver at få livmoderhalskræft længere”
Professor i gynækologi: Vi har alt det, der skal til i Danmark for at udrydde livmoderhalskræft. Det kræver simpelthen bare, at kvinder kommer afsted til deres screeninger og forstår betydningen af det.
Som kræftkirurg og professor i gynækologiske sygdomme er Lone Kjeld Petersen ekspert i at operere og behandle kvinder, som har fået livmoderhalskræft.
Men hver gang hun står og opererer en kvinde, som har udviklet livmoderhalskræft, ærgrer hun sig på deres vegne.
- Der er ingen kvinder i verden, der behøver at få livmoderhalskræft længere. Vi har en HPV-vaccine og et screeningsprogram, som kan udrydde sygdommen. Men det kræver, at alle kvinder regelmæssigt bliver screenet, siger Lone Kjeld Petersen.
Er du i tvivl om, hvornår du sidst blev undersøgt?
Kun halvdelen af de unge kvinder bliver screenet
I Region Syddanmark er det kun halvdelen af kvinder mellem 23 og 29 år, der tager imod tilbuddet om screening for livmoderhalskræft, et år efter de er blevet inviteret.
- Det er helt naturligt, og sådan det skal være, at man som ungt menneske ikke går og bekymrer sig om sygdom. Men lige præcis livmoderhalskræft er altså en kræftsygdom, som kommer snigende, og derfor kan jeg ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at tage imod de screeninger, du bliver tilbudt, siger Lone Kjeld Petersen.
Sådan er forløbet fra indkaldelse til svar
Celleforandringer er ikke kræft
80 procent af alle kvinder har haft en HPV-virus, som kan give forbigående celleforandringer. Langt de fleste forsvinder af sig selv, og Lone Kjeld Petersen understreger, at celleforandringer IKKE er kræft.
- Vi ved godt, at vi skræmmer nogle, i den periode der går, fra man får konstateret celleforandringer, til man får svaret på, om det er kræft eller ej. Men det er vigtigt for mig at sige, at celleforandringer ikke er lig med kræft. På ingen måde.
Screening er en lille indsats med stor betydning
At blive screenet for livmoderhalskræft foregår ved en gynækologisk undersøgelse hos din egen læge. Det tager under fem minutter og foregår ved, at lægen tager en lille prøve af slimen på overfladen af livmoderhalsen – typisk med en lille børste på cirka en centimeter.
Prøven bliver sendt til patologisk afdeling, og så modtager både lægen og patienten svaret i løbet af to uger.
- Hvis vi finder celleforandringer, så kan vi helbrede patienterne med en lillebitte forebyggende operation. Hvis man får kræft, så skal man have en stor operation eller stråler og kemo med alle de ofte alvorlige bivirkninger, der er ved det. Vi vil jo gerne finde kræften, når den er mikroskopisk og let at behandle, understreger Lone Kjeld Petersen.
Spørgsmål & svar om celleforandringer og livmoderhalskræftscreening