Skip til primært indhold

Overlægen: Svimmelhedsanfald skal altid undersøges

Hvis du er én af de mange, som har oplevet et svimmelhedsanfald, så ved du hvor ubehageligt det er. Men selvom mange er tilbøjelige til at blive meget forsigtige, så er det bedste råd fra overlæge Pernille Hahn at man skal fortsætte med sine daglige aktiviteter.

Overlæge Pernille Hahn fra Øre-Næse-Halsafdelingen på Vejle Sygehus

Overlæge på Øre- Næse- og Halsafdelingen på Sygehus Lillebælt i Vejle, Pernille Hahn, er specialiseret i at behandle patienter med svære tilfælde af svimmelhed, som i langt de fleste tilfælde skyldes øresten eller virus på balancenerven.

- Svimmelhed er en diffus størrelse. Det kan være tegn på at der er noget galt med blodtrykket, forkalkninger eller dårligt syn. Mange overser det. Men den hyppigste årsag til svimmelhed, stammer fra det indre øre, siger Pernille Hahn.

Svimmelhedsanfald skal altid undersøges, så man kan udelukke, at der er noget galt med hjertet eller en blodprop.

Slå kolbøtter hele livet

Både ørestensanfald og virus på balancenerven er en voldsom ubehagelig oplevelse og de fleste tror, at de skal dø. Det varer aldrig længere end sekunder. Men man bliver meget bange, kan ikke finde op og ned på noget. Typisk kaster man op eller får ekstrem kvalme.

Pernille Hahn kan godt forstå nervøsiteten for at opleve den ekstremt ubehagelige svimmelhed igen, men hendes råd er, at prøve at slippe det.

- Det sidder i folk, når man har haft så voldsom svimmelhed. Det er vigtigt, at prøve at slappe af og ikke gå og spænde og bekymre sig, for så risikerer man at få en psykisk overbygning, som kan påvirke ens livskvalitet. For eksempel at man undlader at tage med til familiesammenkomster eller andre sociale ting, siger Pernille Hahn.

Et af de bedste råd til patienter med øresten eller virus på balancenerven er faktisk at fortsætte med deres daglige aktiviteter – også selvom de bliver svimle.

- Faktisk burde vi alle sammen blive ved med at slå kolbøtter ligesom da vi var børn. Så ville ingen af os formentlig få øresten, siger Pernille Hahn.

APPFWU02V