Skip til primært indhold

"Jeg vil anbefale på det kraftigste, at man bliver vaccineret”

Isik Somuncu Johansen er overlæge og professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital. Hun er én af dem, der står med ansvaret for at behandle de allermest syge COVID-19 patienter. Efter to års intenst arbejdspres er hendes appel til alle, som endnu ikke er vaccinerede: Tag imod vaccinen.

Hvorfor er det at et sygdomsforløb med COVID-19 bliver så meget værre, når man ikke er vaccineret?

Det er fordi, at den virus, der cirkulerer nu, er meget smitsom. Vaccinen gør, at ens krop kender virussens genetik. Du har lavet dine antistoffer, som gør, at virus bliver inaktiv. Hvis du ikke er vaccineret, så er du jo forsvarsløs over for virus, og så får den fri adgang til at angribe dine lunger og alle organer.

Generelt tager det 3-4 uger, før man er kommet på den anden side af sygdommen med de akutte symptomer: Luftvejsgener, feber og muskel-ledsmerter.

Men der går yderligere nogle uger, før man kan samle sin normale kropsstyrke, for i sådan et langvarigt sygdomsforløb kommer man til at miste en del af sin muskelmasse. Det gør, at man ikke kan lave de fysiske aktiviteter, som man kunne før.

Der kommer også forandringer i lungerne. COVID-19 er jo en lungebetændelse, og lungebetændelse er en alvorlig ting. Det tager også tid, før lungerne får sin normale tilstand igen.

For at undgå alle de her problemer vil jeg anbefale på det kraftigste, at man bliver vaccineret.

Hvilke patienter fylder mest på intensiv-infektionsmedicinsk afdeling lige nu?

Der er to forskellige grupper, der fylder på afdelingerne: Den ene er de uvaccinerede, yngre grupper, og så er der de ældre, vaccinerede grupper, som formentlig har mistet deres immunitet og ikke har nået at få deres tredje stik. Men de er slet ikke så syge som de uvaccinerede.

Hvorfor er det nødvendigt med nedlukninger igen, når så mange trods alt er vaccineret?

Det er selvfølgelig kedeligt, at vi igen oplever nedlukninger, men det er nødvendigt for at bremse smittespredningen, for hvis det går med den hastighed, vi har set de seneste to uger med over 6000 nye smittede hver dag, så kan vi i længden ikke det klare som sundhedssystem.

APPFWU02V