Der ligger medicinpakker spredt rundt på sofa- og køkkenbordet, og på tavlen i køkkenet står der ”OUH” på mange af ugens dage. Hospitalet er rykket helt hjem i rækkehuset i Jels, hvor Jens og hans kæreste Anne bor.  

Han er netop startet op på sin anden kemokur for akut leukæmi, som han fik konstateret i starten af det nye år. Jens mærkede pludseligt en overvældende træthed og svigtende kræfter, da han skulle løfte to paller op i en trailer. Han gik til læge og blev hurtigt sendt til knoglemarvsprøve.

Her et par måneder senere gemmer der sig nu en skaldet isse under Liverpool-kasketten. Og i Liverpool-nettet, som han bærer over skulderen, ligger poser med livsvigtig kemo. Flere meter lange slanger løber herfra direkte ind i årene på brystkassen, hvor kemoen automatisk bliver pumpet ind to gange i døgnet – klokken 13 og 17:30. Det eneste, han selv skal gøre, er at skylle og rense ventilen.

- Jeg er maskiningeniør, så jeg har arbejdet med langt mere komplicerede ting end det, siger Jens kækt.

Han følte sig godt klædt på af den oplæring, han fik i pumpen på OUH, inden han blev sendt hjem.

En kæmpe frihed

Pumpen og slangerne følger ham døgnet rundt. Han sover med den, går i bad med den og ser mange timers fjernsyn i sofaen med den hver dag.

- Jeg er nok ikke den typiske patient. Tidligere i dag har jeg været ude at gå en kilometer.

Vi kan også besøge venner, og jeg kan få venner over at se fodbold. Det er bare nemmere at opretholde et socialt liv. Der er en kæmpe frihed i det, og det bliver jeg glad for.

For Jens har allerede prøvet alternativet. Alle patienter med akut leukæmi bliver indlagt under deres første kemokur og observeret, fordi de bliver så dårlige, og immunsystemet bliver banket helt i bund. For hans vedkommende endte det med flere ugers indlæggelse og isolation på grund af en forkølelse.

Jens vil nødigt kritisere hospitalsmaden, men han nyder, at han i dag selv kan gå i køleskabet, når appetitten svigter som en af bivirkningerne ved behandlingen. Lige for tiden er det kun frugt med råcreme og proteindrikke, han kan få ned.

Holder sig aktive og sover bedre

Lene Østergaard Jepsen er overlæge på Hæmatologisk Afdeling på OUH og er en af dem, der følger Jens’ behandling. I over ti år har afdelingen tilbudt hjemmebehandling som standard til de patienter, der har ressourcerne til det, og det er langt størstedelen.

Patienterne kommer ind på afdelingen, når de fx skal have tjekket infektionstal eller have kortere behandlinger. Nogle patienter får også besøg af hjemmesygeplejersker fra kommunen, som hjælper med at give indsprøjtninger eller antibiotika i pumpen. Og Lene oplever stor tilfredshed blandt patienterne:

- Når man har været indlagt i fire-seks uger, så ved man i dén grad, hvad det vil sige at være indlagt. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke er dybt taknemmelige for, at de kan få lov at være hjemme. Derhjemme kan de spise, hvad de vil, hvornår de vil. De sover bedre og deler ikke en tosengsstue. Det er nemmere at være fysisk aktiv. De kan tømme opvaskeren, lægge tøj sammen eller andre basale ting. Når man er indlagt, kan det hurtigt gå ned ad bakke – især for de ældre.

Samtidig er det nemmere at vedligeholde et socialt liv i egne vante rammer:

- Nogle dage har man det dårligt og ligger måske på sofaen, men man er alligevel en del af familien imens. Man er der, når børnene kommer hjem fra skole.

Man skal heller ikke have været i hjemmet i Jels i mange minutter for at konstatere, at den 58-årige maskiningeniør normalt er en aktiv mand. Lige nu står golfkøllerne dog stille i entréen. Til gengæld har Jens investeret i en romaskine.

-          Jeg taber en masse muskelmasse, der skal trænes op igen. Så nu ror jeg dagligt ca. 1000-2000 meter, siger han og smider kemoposen på et bord, så slangerne lige akkurat kan række, når han skubber sig frem og tilbage på maskinen.

Vi skal tænke ud af boksen

Det var tilbage i 2015, at Hæmatologisk Afdeling begyndt at eksperimentere med pumperne, fortæller overlæge Lene Østergaard Jepsen:

- Pumperne er faktisk udviklet til at give ernæring derhjemme. Men så finder man ud af, at de kan kodes og bruges til forskellige lægemidler. Jo mere erfaring vi får, jo flere begynder vi at sende hjem. I starten havde vi tomme seng stående klar med navne på, fordi vi var i tvivl om, hvordan det gik. Men efterhånden havde vi så mange tomme senge, at vi konkluderede, at det var en succes. Vi skal jo ikke bare holde fast i det, vi plejer. Vi skal tænke ud af boksen.

I starten havde personalet en bekymring for, om de ville lære patienterne lige så godt at kende som ved traditionelle indlæggelser. Men sygeplejerskerne gør et stort stykke arbejde for netop det, så det har ikke været et problem, fortæller Lene.

Kun få patienter lever ikke op til kravene for hjemmebehandling, fordi de fx er meget syge, har kognitive sygdomme eller har en dement ægtefælle.

Kommer tilbage til livet derhjemme

Når langt størstedelen af patienterne får hjemmebehandling, undgår afdelingen, at indlæggelser trækker unødigt ud. Samtidig sikrer de, at de ca. 35 sengepladser bliver brugt af dem, der har allermest brug for det.

- Det er vores helt klare holdning, at alle som udgangspunkt går her ambulant. Hver morgen gennemgår vi, hvad der holder patienten indlagt. Hvis de bare skal have antibiotika, sender vi dem hjem. De, der ligger i sengene, kræver lidt ekstra, fx ilt.

Endnu en fordel ved hjemmebehandlingen er, at patienterne ikke på samme måde risikerer at få infektioner med hjem fra indlæggelserne.

Ifølge Lene har hjemmebehandlingen mange fordele for både den enkelte patient og samfundet:

- For patienternes skyld skal vi hjælpe dem med, at de kan komme tilbage og opretholde livet derhjemme. Det handler om at få dem til at fungere så godt som muligt ude i samfundet. Når vi kigger på den helt store pengekasse, må det trods alt også være den billigste løsning på sigt.

I rækkehuset i Jels venter endnu et par dage med intensiv kemokur. Jens ved endnu ikke, hvor mange kure han skal have i alt. Han venter også på en donor, så han kan blive knoglemarvstransplanteret, men han er håbefuld:

- Min akutte leukæmi er heldigvis opdaget på et tidligt stadie, så lægerne tror, jeg kommer ud af det. Så er det det, vi gør. Jeg har sagt til alle fra dag ét, at det her bare er noget, der skal overstås.