Skip til primært indhold

AI giver tvivlsomme råd om mental sundhed

Når danskerne søger råd om f.eks. stress og angst på internettet, får vi nu lynhurtigt et AI-genereret svar – og for mange ender søgningen her. Men AI er en utroværdig rådgiver, som kan give utilstrækkelige og misvisende svar.

AI er en vigtigt del af sundhedsvæsenets fremtid, men det skal bruges rigtigt.

Fra troværdig kilde til et hurtigt AI-svar. Sådan har vores internetvaner ændret sig, siden Google i 2025 introducerede AI-genererede svar. Det betyder, at langt de fleste i dag møder et svar genereret af kunstig intelligens i stedet for indhold skabt af et menneske, når de søger viden om sundhed.

Det viser en ny rapport fra Center for Digital Psykiatri, fortæller digital produktleder Tor Juul Groth:  

- Sammenhængen er tydelig. Da Google begyndte at give AI-svar direkte i søgningen, faldt trafikken til klassiske sundhedssider markant. Og det gik meget stærkt i præcis de måneder, hvor Google lancerede AI-svar i Danmark. 

Rapporten viser, at hjemmesiderne Mindhelper.dk og Patienthåndbogen havde mistet ca. 1/3 af deres besøgende i slutningen af 2025. Trafikken faldt især, da Google i maj 2025 begyndte at levere AI-svar.

Mangler vigtige nuancer og dansk kontekst

Forståeligt nok foretrækker de fleste af os et hurtigt svar på vores søgen. Især når livet er svært. Men det er et problem, når AI bliver den primære rådgiver, fortæller Tor Juul Groth:

- Mental sundhed er et følsomt og kompliceret område, hvor fejl, uklare nuancer og manglende dansk kontekst kan få stor betydning. Derfor er det vigtigt, at man møder kvalitetssikret, evidensbaseret og dansk viden, som også kan sende brugerne sikkert videre til den rigtige hjælp.  

Selvom AI-generede svar ofte er baseret på information fra kvalitetssikrede hjemmesider, er kvaliteten i sammendragene ikke god nok til at stå alene, fortsætter Tor Juul Groth:

- Problemet er, at produkter som ChatGPT og Google ikke er specialiseret i sundhed, og at det ikke fremgår tydeligt, når de ikke kender svaret, men bare kommer med et gæt. Tværtimod leverer de deres gæt i et lige så overbevisende sprog som resten af svaret.

En del af fremtiden

Ifølge Tor Juul Groth kommer kunstig intelligens bestemt også med nye muligheder. Men spørgsmålet er, hvordan og hvornår vi skal bruge de nye værktøjer:

- AI er en vigtig del af sundhedsvæsenets fremtid, men det skal bruges rigtigt. Man behøver ikke udelukkende at bruge Patienthåndbogen eller Mindhelper.dk, men det er vigtigt, at informationen er kvalificeret, og generelle AI-produkter som Google og ChatGPT leverer ikke den kvalitet, vi normalt kræver på sundhedsområdet.

Viden og vejledning om mental sundhed

APPFWU01V