Skip til primært indhold

Værd at vide om stroke

Stroke er både blodpropper i hjernen og hjerneblødning

Hvorfor hedder det stroke?


Stroke er et engelsk ord, der bl.a. betyder slag, og det er den internationale betegnelse for blodprop i hjernen eller hjerneblødning.

Måske har du også hørt det græske ord apopleksi blive brugt om hjerneblødning og blodprop i hjernen. I Norge kalder de det hjerneslag.

Herhjemme har vi ordet slagtilfælde, men det forbindes ofte med blodprop i hjertet eller hjertestop, og det kan forvirre. Derfor er betegnelsen stroke ved at blive meget udbredt i Danmark. Det skyldes ikke mindst, at Dansk Råd for Genoplivning og Trygfonden valgte at bruge ordet i deres landsdækkende kampagne ”Red Hjernen”.

Det kan du selv gøre for at undgå et stroke

Se på din livsstil. Hvis du ryger, drikker for meget, spiser usundt, får for lidt motion eller er meget stresset, så har du øget risiko for at få forskellige sygdomme og komplikationer, der øger din risiko for at få en blodprop eller en hjerneblødning. Det er f.eks. hjertesygdomme, forhøjet kolesterol, diabetes 1 eller 2, åreforkalkning og forhøjet blodtryk.

Et godt råd er at få tjekket sit blodtryk jævnligt, for der er ca. 1 mio. danskere, der har forhøjet blodtryk, men 30 pct. ved det ikke, fordi man ofte ikke kan mærke, at det er forhøjet. Men for højt blodtryk giver en stor risiko for at blive ramt af stroke, så man skal gøre, hvad man kan for at sænke det, hvis det er for højt.  

Stræk, snak, smil

Lær remsen ”Stræk, snak smil”. Den er god at huske, fordi den relaterer sig til de tre hyppigste og let genkendelige symptomer på stroke.

Man skal ringe 112, hvis man pludselig ikke kan strække en arm eller et ben, hvis man pludselig ikke kan snakke som normalt, eller hvis ansigtet pludselig ændrer sig, og smilet hænger i den ene side.  

APPFWU02V