Digitaliseringsstrategi for Region Syddanmark
Regionsrådet har den 27. januar 2025 godkendt ny Digitaliseringsstrategi for Region Syddanmark.
Formålet med denne digitaliseringsstrategi er at skabe de digitale rammer for et sundhedsvæsen, der fortsat er i verdensklasse – og dermed opfylder behov hos både borgere, patienter og medarbejdere.
Det skal ske ved:
- For det første at skabe forudsætningerne for at Region Syddanmark kan spille ind i og sikre interessevaretagelse i forhold til nationale anskaffelser og nationale implementeringer af digitale løsninger. En række af de inputs, der er kommet i processen, vil være vigtige at sikre synlighed af – også i nationale processer. Samtidig er der i Region Syddanmark en række centrale kompetencer, der også vil være nyttige indspark i nationale processer.
- For det andet vil der uanset nationale initiativer være behov for regionale digitaliseringsinitiativer. Det gælder både i forhold til anskaffelse af digitale løsninger, implementering og forbedring af allerede anskaffede løsninger, cyber- og informationssikkerhed samt i forhold til lokal og behovsdrevet innovation.
- For det tredje er der behov for en økonomisk prioritering af såvel investeringsmidler som af driftsmidler.
- For det fjerde vil der være en tidsmæssig forskydning i forhold til eventuelle nationale beslutninger. Det er vigtigt, at den digitale udvikling i Region Syddanmark ikke ”går i stå” og at der – både på det korte og længere sigte - sættes retning og fokus på de investeringer og forandringer, der er nødvendige for fremtidens sundhedsvæsen.
10 strategiområder
Området Digital innovation skal bidrage til, at nye digitale muligheder lettere og hurtigere kan omsættes ind i det kliniske og administrative arbejde, uanset hvilken ny teknologi, der er tale om – og uanset om løsningen er en del af et nationalt program eller om løsningen er udviklet lokalt. Det betyder også, at der er behov for særligt fokus på at sikre skalering af både nationale og regionale løsninger.
I strategiperioden udarbejdes en delstrategi, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt ultimo 2025.
Delstrategi for digital innovation
Delstrategien for digital innovation skal fastlægge ambitioner, mål og principper for regionens indsats indenfor digital innovation. Herunder også i forhold til samspil med nationale aktører og implementering af nationale løsninger (og løsninger, der ikke er udviklet i Region Syddanmark).
Det beskrives hvordan digital innovation understøtter den digitale transformation på sygehusene og knyttes tæt sammen med øvrige innovations-, forandrings- og forbedringsindsatser, så der skabes et stærkt lokalt fokus på digital transformation, skalering og implementering.
Du kan læse mere om strategiområdet i digitaliseringsstrategien på side 5-8.
Strategiområdet Borger og patient vedrører borgerens og patientens digitale møde sundhedsvæsenet. Det kan være gennem apps, hvor der netop er truffet beslutning om ny app til kommunikation med borgeren, det kan være ved at bede patienterne om at indrapportere oplysninger, det kan være breve til patienterne mm.
Området vedrører også det tværsektorielle område, hvor det bl.a. handler om at dele oplysninger på tværs af sektorer.
Delstrategi for Borger og patient
I strategiperioden udarbejdes en delstrategi, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt ultimo 2025.
Delstrategien for Borger og patient har til formål at videreudvikle, optimere og fremtidssikre de løsninger, som patienter og borgere møder, når de er i kontakt med regionen.
Du kan læse mere om strategiområdet i digitaliseringsstrategien på side 8-10.
Strategiområdet Digitalisering af klinikken - generelt vedrører de systemer, der udgør klinikernes generelle arbejdsredskaber. Der er først og fremmest tale om EPJ, men der er også en række andre systemer, der tilsammen udgør klinikernes generelle digitale arbejdsplads.
Fællesnævneren er, at alle systemerne på området har tæt integration til EPJ, men området har fangarme til en række øvrige områder - herunder særligt borger og patient samt det diagnostiske område.
Delstrategi for Digitalisering af klinikken - generelt
I strategiperioden udarbejdes en delstrategi, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt ultimo 2025.
Delstrategien for digitalisering af klinikken – generelt skal bidrage til en samlet udviklingsplan for den generelle digitale understøttelse af klinikken.
Udviklingsplanen skal også adressere behovet for sammenhæng på tværs til andre strategiområder som diagnostik, kliniske specialer, service og medico mv.
Du kan læse mere om strategiområdet i digitaliseringsstrategien på siderne 11-12.
Strategiområdet Digitalisering af klinikken – digital psykiatri vedrører de systemer, der er dedikeret til psykiatrien og til at understøtte den digitale transformation. Der er blandt andet tale om systemer, der anvendes i Center for Digital Psykiatri til forebyggelse og tidlig indsats ved mistrivsel og psykiske lidelser.
Delstrategi for Digitalisering af klinikken – digital psykiatri
I strategiperioden udarbejdes en delstrategi, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt ultimo 2025.
Delstrategi for Digitalisering af klinikken – digital psykiatri skal bidrage til at sætte ambitiøse mål for, hvordan psykiatrien kan styrke tilgængelighed, kvalitet og effektivitet gennem øget digitalisering i patientforløb.
Du kan læse mere om strategiområdet i digitaliseringsstrategien på siderne 12-13.
Strategiområdet Digitalisering af det diagnostiske område vedrører blandt andet modernisering af it-landskabet på det diagnostiske område, som rummer væsentlige kliniske gevinster og potentialer.
Det drejer sig i første omgang om en mere effektiv produktion samt en mere sikker, skånsom og præcis diagnostik. I strategiperioden udarbejdes der en delstrategi, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt ultimo 2025.
Delstrategi for Digitalisering af det diagnostiske område
Delstrategien skal klarlægge og beskrive et samlet billede af den fremtidige arkitektur og sammenhæng i it-landskabet på det diagnostiske område.
Du kan læse mere om strategiområdet i digitaliseringsstrategien på siderne 13-15.
Strategiområdet kliniske specialer, klinisk service og medicoteknik vedrører de digitale løsninger, som specialiseret understøtter klinikken, men også løsninger, som ikke er direkte relateret til patientbehandling, det præhospitale område samt sygehusapoteksområdet.
Fælles for området er, at de digitale løsninger er tæt knyttet op på viden og arbejdsgange i enkelte kliniske specialer og i serviceområderne.
I strategiperioden udarbejdes en delstrategi, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt ultimo 2025.
Delstrategi for Digitalisering af kliniske specialer, klinisk service og medicoteknik
Delstrategien skal angive udviklingsplaner af hhv. kliniske specialer, klinisk service og medicoteknik.
Du kan læse mere om strategiområdet i digitaliseringsstrategien på siderne 15-16.
Strategiområdet det administrative område vedrører økonomi- og lønsystemer, indkøbssystemer, rekrutteringsløsninger, sagsbehandlingssystemer, dokumenthåndterings- og journalsystemer, der alt sammen er eksempler på administrative it-løsninger, der er en forudsætning for regionens daglige drift. I strategiperioden udarbejdes der en delstrategi, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt ultimo 2025.
Delstrategi for det administrative område
Delstrategi for det administrative område skal bidrag til at sikre størst muligt udbytte af nye løsninger og implementering i bund, når de indføres.
Du kan læse mere om strategiområdet i digitaliseringsstrategien på siderne 17-18.
Strategiområdet det tekniske område og bygningsstyring område vedrører regionens bygninger, som i dag i højere og højere grad er udstyret med it-løsninger, der styrer el, vand, varme, nødstrøm, adgangskontrol, låsesystemer og alarm-kald.
Den fysiske indretning, belysning, temperatur mv. er alt sammen forhold, der har direkte indvirkning på patienter og medarbejdere, og som skal understøtte patientbehandlingen på den mest optimale måde.
I strategiperioden udarbejdes en delstrategi for området, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt ultimo 2025.
Delstrategi for det tekniske område og bygningsstyring
Delstrategi for det tekniske område og bygningsstyring skal beskrive en kort og en langsigtet strategi for udviklingen af it-understøttelsen af det tekniske område og bygningsstyring.
Du kan læse mere om strategiområdet i digitaliseringsstrategien på siderne 18-19.
Området Cyber- og informationssikkerhed vedrører blandt andet beskyttelse af data og it-systemer.
Som borger, patient og medarbejder i regionen skal man kunne have tillid til, at ens personlige oplysninger håndteres trygt og sikkert, og at sygehusenes aktiviteter er understøttet af en stabil og sikker it-drift.
I strategiperioden udarbejdes en delstrategi, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt medio 2025.
Delstrategi for Cyber- og informationssikkerhed
Delstrategien for cyber- og informationssikkerhed skal identificere målrettede indsatser, som kan bidrage til at forbedre regionens evne til forudse, forebygge, opdage og håndtere sikkerhedstrusler.
Du kan læse mere om cyber- og informationssikkerhed på siderne 19-20.
Strategiområdet for It-infrastruktur vedrører især servere og netværk, som drifter regionens it-systemer, samt de it-systemer, der udgør den grundlæggende digitale arbejdsplads for alle regionens medarbejdere.
Området er dermed det tekniske grundlag for digitaliseringen i regionen.
I strategiperioden udarbejdes der en delstrategi, som rækker minimum 2 år frem. Denne forventes godkendt ultimo 2025.
Delstrategi for it-infrastruktur
Delstrategi for it-infrastruktur skal sikre, at grundlaget for den digitale transformation og digitale innovation er til stede i de kommende år.
Du kan læse mere om it-infrastruktur på siderne 20-21.