Skip til primært indhold

Du har akut brug for lægehjælp, ringer 112 … og hvad sker der så?

Når der bliver ringet 112, går et stort maskineri i gang. Mange velsmurte tandhjul sikrer i fællesskab, at patienter får hurtig og livreddende hjælp, allerede inden de har forladt deres hjemmeadresse.

Når du ringer 112, bliver dit opkald besvaret af Politiet. Hvis det drejer sig om sygdom eller en ulykke, som kræver akut lægehjælp, bliver du stillet videre til AMK-vagtcentralen. AMK står for Akut Medicinsk Koordinering, og her bliver dit opkald besvaret af en visitator med sundhedsfaglig baggrund.

Visitatoren stiller en række spørgsmål, for afdække hvad problemet er, og hvad der skal gøres, sideløbende med at en teknisk disponent går i gang med sit arbejde. De tekniske disponenter sidder med det store overblik over hvor de forskellige ambulancer og akutlægebiler befinder sig, og hvilke der er ledige og hurtigst kan nå frem til adressen, hvor der er brug for hjælp.

Den sundhedsfaglige visitator bliver oftest i røret og taler med patienten eller den pårørende, som har ringet 112, indtil ambulancen er fremme. Det hjælper dels med at bevare roen i en presset situation, men de kan også vejlede den pårørende omkring hjertestop, bevidstløshed og lignende, og dermed kan behandlingen i nogle tilfælde sættes i gang allerede inden ambulancen er ankommet.

Hurtig hjælp er afgørende i akutte situationer

Hvis der er tale om et hjertestop, aktiverer visitatoren hjerteløberordningen. Frivillige hjerteløbere når ofte frem hurtigere end ambulancen, og kan dels yde livreddende førstehjælp meget tidligt i forløbet, og dels kan de hjælpe, når ambulanceredderne ankommer.

I ambulancen har redderne en skærm, som dels fungerer som GPS, men hvor de også kan følge med i de opdateringer, som alarmcentralen løbende registrerer vedrørende patientens tilstand. De er derfor allerede informeret, når de når frem til adressen, og kan starte behandlingen op med det samme.

Ambulancerne er små rullende sygehuse med avanceret udstyr, og patientens værdier som iltmætning, blodtryk og EKG bliver løbende sendt til sygehusets akutmodtagelse, så personalet er klædt på, når ambulancen når frem med patienten.

Blå blink i tal

Regionen har:

  • 48 ambulancestationer placeret rundt omkring i regionen
  • 73 ambulancer, som er bemandet med ambulanceassistenter, ambulancebehandlere eller paramedicinere. Derudover råder regionen over seks akutbiler og seks akutlægebiler

Der var i 2023 53.454 akutte kørsler i regionen (hændelser med A-respons)

APPFWU01V