Skip til primært indhold

Årsager til livmoderhalskræft

Livmoderhalskræft skyldes et virus kaldet Humant Papillom Virus (HPV). Hovedparten af seksuelt aktive kvinder bliver smitttet med HPV. Langt de fleste HPV infektioner forsvinder dog helt af sig selv uden at kvinden mærker noget. Hos nogle få bliver HPV infektion kronisk og kan føre til udvikling af forstadier eller livmoderhalskræft.

Hvad er HPV?

HPV er en fællesbetegnelse for mere end 100 forskellige typer virus, hvoraf ca. 40 typer kan smitte huden og slimhinderne ved kønsorganerne. Virusinfektionen ved kønsorganerne overføres seksuelt, og man kan være smittet uden at vide det. Nogle typer HPV kan give kønsvorter også kaldet kondylomer. Andre typer HPV kan medføre livmoderhalskræft eller forstadier til sygdommen.

Man kan sagtens have kønsvorter uden at få livmoderhalskræft eller forstadier.

Mange bliver smittet med HPV

Forskerne regner med, at mindst 80 procent af alle seksuelt aktive kvinder, på et eller andet tidspunkt i deres liv bliver smittet med HPV.

HPV-infektionen i sig selv er ikke nok til at forårsage forstadier til sygdommen. Der skal andre faktorer til som f.eks. rygning.

I langt de fleste tilfælde forsvinder infektionen med HPV af sig selv. Men hos en lille gruppe kvinder forsvinder den ikke, men bliver kronisk, og kan derved føre til udvikling af forstadier eller livmoderhalskræft.

APPFWU01V