Skip til primært indhold

Intens kløe? Så har du måske fnat

Fnat klør som bare pokker. Og ubehaget bliver kun større, når du får at vide, at den intense kløe skyldes mikroskopiske små mider, der graver gange, parrer sig og lægger æg i din hud. Særligt træls er det, at du med stor sandsynlighed har fået miderne fra en, du kender godt. Fnatmiderne overføres nemlig fra person til person ved tæt hudkontakt.

Fnatmider graver gange i huden, som giver en intens og opslidende kløe.

Den er mindre end et knappenålshoved og kan ikke ses med det blotte øje. Alligevel er mødet med fnatmiden voldsomt generende. For fnatmiden lever sit korte liv i det øverste hudlag på mennesker og dyr. Her graver den med sin mund og skærende forben gange i huden og lægger æg. Æggene klækker, og efter nogle få dage bliver larverne til nye mider.

En intens og opslidende kløe

Fnatmiderne graver især gange i huden mellem fingrene, ved armhulerne, kønsdelene, ballerne og knæhaserne, men de kan også finde vej til ansigtet. Det er midernes aktivitet i huden og deres affaldsprodukter, der udløser hudsygdommen fnat. Der går ca. tre til fem uger fra miden flytter ind under huden, til man får symptomer på fnat.

Fnat viser sig som en allergisk reaktion i huden i form af udslæt, små røde blærer og en voldsom, enerverende kløe. I starten klør det mest, der hvor miderne er, men efterhånden breder kløen sig til hele kroppen. Kløen er værst ved sengetid og om natten, når man ligger under en varm dyne.

Fnat er ufarligt og kan behandles

Fnat er voldsomt ubehageligt, men det er ikke farligt. Ved mistanke om fnat skal man gå til læge og få stillet diagnosen, så man kan komme i behandling med det samme. Fnat kan både behandles med tabletter eller creme.

De personer – familiemedlemmer, kærester, venner eller nære kontakter – som man har været sammen med, skal også behandles. Selv om de måske ikke har kløe, udslæt eller andre tegn på smitte, kan de godt være smittet alligevel. Derfor er det meget vigtigt, at alle får behandling samtidig, dvs. den samme dag, så man får slået alle levende mider, æg og larver ihjel, så man ikke længere kan smitte hinanden.

Sådan bekæmper du miderne

For at være sikker på at miderne bliver udryddet, anbefaler sundhedsstyrelsen også, at man:

  • vasker tekstiler som tøj, bamser håndklæder og sengetøj ved minimum 60 °C
  • henstiller det, der ikke tåler vask ved 60 °C, i plastikposer i op til en uge
  • støvsuger senge og stofmøbler
  • gør rent med almindelige rengøringsmidler.

Sådan smitter fnat

Alle kan få fnat. Man kan få fnatmider, hvis man har tæt hudkontakt med en person, der har fnatmider på sig.

Tæt hudkontakt er for eksempel, hvis man:

  • holder i hånd
  • giver massage
  • sover sammen
  • dyrker sex.

Fnat kan også overføres via høretelefoner og polstrede møbler, eller hvis man deler håndklæder, sengetøj og tøj.

Det er ofte sexpartnere og familiemedlemmer, der smitter hinanden. Men på efterskoler, hvor unge bor tæt sammen, er der også udbrud – især her i vintermånederne.

Vidste du, at…

dyr også kan få fnat. Hvis en ræv eller en hund bliver smittet med fnatmider, får de sygdommen skab.
Det latinske navn for fnat er scabies.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og sundhed.dk

APPFWU02V