Skip til primært indhold

Aksels syn blev reddet fredag formiddag: Det er en gave

En øjenoperation kan være en god start på weekenden. Det må 71-årige Aksel Vinther sande, efter at have tilbragt en fredag formiddag på Sygehus Lillebælts øjenafdeling, hvor han blev opereret for grå stær på venstre øje.

Sygeplejerske taler med patient inden øjenoperation

Det var en tryg og rolig oplevelse for 71-årige Aksel Vinther at blive opereret for går stær.

Aksel Vinther var ikke det mindste i tvivl, da hans øjenlæge i foråret henviste ham til en operation for grå stær:

- Jeg var ikke bange for at blive opereret. Alle, jeg har snakket med, siger også, at det ikke er noget af betydning. Undtagen lige min svoger, som fik operationen for er par år siden. Han sagde ”det gør satme ondt, det der. Det skal du forberede dig på.” Men det var heldigvis bare en joke.

Aksel havde året forinden fået konstateret begyndende grå stær på det venstre øje, og siden da havde det udviklet sig til, at han nu skal opereres. Han fortæller:

- Lægen fortalte, at hvis jeg ikke fik operationen, så kunne jeg i værste fald blive blind. Og det er jo skrækscenariet. Selvom jeg stadig ville have ét godt øje tilbage, så vil jeg da helst gerne have dem begge. 

Brillerne skulle hele tiden af og på

Aksel møder ind på afdelingen, en time før operationen er planlagt til at begynde. I den tid får han dryppet øjnene med en cocktail af bedøvende og beroligende dråber, som også får pupillen til at udvide sig. Sygeplejersken forklarer ham, hvordan operationen vil foregå, og hvad han skal være opmærksom på efterfølgende.

Stemningen er afslappet og giver ikke mange indikationer af, at de i afdelingen hver dag opererer op til 40 personer for en øjensygdom, som kan være utroligt generende. Ved grå stær bliver synet nemlig gradvist nedsat og mere sløret og kan i nogle tilfælde give gener som blænding og dobbeltsyn. I Aksels tilfælde blev det svært at finde en balance, hvor brillerne passede:

- Siden jeg fik glidende overgang, har mine briller altid passet perfekt. Men så begyndte jeg at kunne mærke, at der var et eller andet galt. Jeg blev træt, når jeg gik med briller. Som om styrken pludselig var for stærk. Og når jeg så tog brillerne af, så kunne jeg mærke, at det faktisk var bedre.

Men Aksel har stadig brug for brillerne, for uden dem kan han fx ikke læse. Oplevelsen af, at brillerne er for stærke, men nødvendige, efterlader tit Aksel lidt ør i hovedet.

Tryg og rolig oplevelse

Da det er tid til operationen, går Aksel ind på operationsstuen og sætter sig i stolen midt i rummet. Han får renset øjet grundigt og får en bøjle på, som skal hjælpe med at holde øjet åbent under operationen. Til sidst bliver han guidet til, hvor han skal kigge hen under operationen.

For at undgå at bevæge øjet må Aksel ikke tale under operationen. Men der er altid mulighed for at tage en pause, hvis det bliver nødvendigt. Stilheden brydes af stille popmusik, som spilles på stuen. Aksel fortæller:

- Det var faktisk lidt dejligt. Og så kunne man høre en småsummen af, at de snakkede lidt. Det var virkelig beroligende, og jeg følte mig i gode hænder.

Under operationen sprøjter de først gel ind i øjet for at udvide området, så det bliver lettere at komme til omkring linsen. Derefter fjernes den første tynde linse på øjet. Den gamle linse, som skal erstattes, knuses med ultralyd. Herefter kan kirurgen skrabe den gamle linse ud og indsætte den nye, som er foldet helt tyndt sammen, men som med en smule hjælp folder sig ud, da den bliver ført ind i øjet.

Tre billeder, som viser Aksel få dryppet øjnene inden operation og selv operationen, hvor en kirurg rører ved øjet med værktøj.

Aksel får dryppet øjet inden operationen med bedøvende og beroligende dråber. Det betyder, at han intet mærker, da kirurgen fjerner den grå stær-ramte linse og erstatter den med en ny klar linse.

Ser frem til at få synet tilbage

Efter den vellykkede operation kan Aksel selv gå ud af stuen igen. Aksel er selv overrasket over, hvor kort tid det varede:

- Jeg havde troet, at det tog længere tid. Det, synes jeg, er imponerende. Men det, jeg synes var mest imponerede, er, at jeg intet mærkede undervejs. Intet. Inden operationen havde jeg også tænkt på, om jeg kunne gøre det godt nok med at holde øjet åbent og stille. Men det var slet ikke et problem.

Efter operationen oplever Aksel lidt grus og en smule irritation i øjet. Men det er ikke noget, som kan overskygge glæden ved, at det snart er slut med det dårlige syn, fortæller han: 

- Jeg håber, at jeg får det, som jeg havde før. Med glidende overgang og så passer pengene bare. For det er simpelthen dejligt. Det er en gave at kunne få det igen. Synet er jo noget af det, som vi er utroligt afhængige af.

To timer efter Aksels ankomst er han klar til at få et lift hjem til Bredsten af hustruen Else, som venter i ankomsthallen, og klar til en fremtid uden problemer med det venstre øje.

Fakta: Hvad er grå stær?

Grå stær bliver også kaldt katarakt. Det er en betegnelse for uklarhed i øjets linse, som ligger lige bag ved pupillen. Med alderen kan linsen blive uklar, og så kan lys ikke passere frit til nethinden bagerst i øjet. Synet bliver gradvis nedsat og mere sløret. Grå stær kan også give gener som blænding og dobbeltsyn.

Ved en grå stær-operation udskiftes den uklare linse med en klar kunstig linse.

Har man en markant bygningsfejl på hornhinden, er det i nogle tilfælde også muligt at få en linse, som reducerer bygningsfejlen.

Forløbet på operationsdagen tager 2-3 timer.

APPFWU02V