Skip til primært indhold

Ulykker på elcykel eksploderer – hjelmen gør en forskel

Antallet af ulykker med elcykler er steget med svimlende 76 % de seneste fem år. Cykelhjelmen er en enkel løsning til at forebygge især de alvorlige ulykker.

Kvinde med cykelhjelm cykler på hvid elcykel

Flere og flere kommer til skade på deres elcykel. Det viser en ny opgørelse fra Ulykke Analyse Gruppen fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital baseret på fynske tal.

I 2019 var der 201 personer på Fyn, der kom til skade på deres elcykel i en grad, så de blev behandlet på Odense Universitetshospital eller Svendborg Sygehus. I 2023 var det antal steget til 382 personer.

Hver tredje kommer alvorligt til skade
Cirka hver tredje af de tilskadekomne kom alvorligt til skade og blev behandlet for brækkede knogler, større sår, nerveskader, hjernerystelser eller indre skader. Opgørelsen viser også, at mange af cyklisterne ikke havde brugt cykelhjelm:

- Det er kun cirka halvdelen af de tilskadekomne cyklister, vi har set hos akutmodtagelsen ved OUH eller Svendborg Sygehus i perioden 2017-2024, der har brugt cykelhjelm, forklarer Jonas Ammundsen Ipsen, ph.d. og forskningsansat i Ulykkes Analyse Gruppen.

- Det er rigtigt ærgerligt, for vi kan se, at cirka hver tredje kommer alvorligt til skade med for eksempel hjernerystelse eller brækker knogler.

Husk hjelmen – den gør en forskel

En ny norsk rapport viser, at en cykelhjelm halverer risikoen for hovedskader eller død og reducerer risikoen for ansigtsskader med 25 %. Derfor er forskerne ikke i tvivl, når det kommer til din sikkerhed:

- Vores klare anbefalinger er derfor fortsat, at du bør bruge cykelhjelm, når du cykler, forklarer Jens Lauritsen, professor ved Ulykkes Analyse Gruppen, Klinisk Institut, SDU, og Odense Universitetshospital.

Gode råd til din cykelhjelm

  • Sørg for, at din cykelhjelm passer i størrelsen, er rigtigt indstillet og sidder godt fast på hovedet. Det kan du få hjælp til at tjekke ved en cykelhandler. 
  • Hjelmen skal være CE-mærket. Hvis den er mærket EN 1078, lever den op til en europæisk sikkerhedsstandard for cykel- og skaterhjelme 
  • Køb en ny cykelhjelm, hvis den har været udsat for et hårdt stød eller slag, eller hvis der er noget, som går i stykker på den. 

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

APPFWU01V