Børn med diagnoser er dårligt opdraget

Symptomerne på ADHD og autisme har biologiske og neurologiske årsager – det er ikke et spørgsmål om vilje eller opdragelse. At børnene har svært ved at styre impulser, koncentrere sig eller forstå sociale signaler, skyldes, at deres hjerner udvikler sig uden for det normale spektrum.

Det betyder dog ikke, at opdragelse og tydelige rammer er ligegyldige. Tværtimod kan struktur, forudsigelighed og klare forventninger hjælpe børn med at navigere i hverdagen. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke “helbreder” diagnosen – det giver børnene redskaber til at fungere bedre, men det er en misforståelse at tro, at deres opførsel skyldes dårlig opdragelse.

Det er blevet moderne, at børn skal have diagnoser

Vi opdager flere milde tilfælde i dag – dels fordi vi er bedre til at spotte dem, og dels fordi samfundet stiller andre krav end tidligere. Men det betyder ikke, at diagnoserne er en modedille. De, der er hårdest ramt, har et funktionsniveau, som ligger markant uden for det normale, de har brug for specialiseret hjælp, og nogle har perioder, hvor medicin er nødvendig. Desværre er diagnosen mange steder blevet adgangsbillet til støtte, så børn med mildere vanskeligheder kan ende med en formel diagnose, selv om de måske kunne klare sig med mere rummelighed og målrettet hjælp.

De er kun ude efter opmærksomhed

Når man ikke kan sidde stille på stolen eller larmer i klassen, så er det ikke, fordi man vil have opmærksomhed – det er, fordi det er det, man kan. Børn ønsker generelt ros og anerkendelse, og langt de fleste foretrækker at blive lagt mærke til for det positive frem for det negative. Udadtil kan uro eller impulsiv adfærd fejlagtigt tolkes som et ønske om opmærksomhed, men det handler nærmere om, hvordan børnenes hjerner fungerer, og om de udfordringer, de møder i hverdagen.

Alle har lidt ADHD

Vi kan alle opleve symptomerne på ADHD. Har man for eksempel sovet dårligt en nat, kan det være svært at koncentrere sig dagen efter, og måske føler man sig også lidt hyperaktiv ind imellem. Men for at få diagnosen skal symptomerne være tydelige, vedvarende og have reel betydning for hverdagen. At være energisk eller have “krudt i røven” er ikke det samme som ADHD.

ADHD skyldes for meget sukker, farvestoffer, gluten … osv.

Det er kun i meget få tilfælde, at kost kan spille en lille rolle, og forskning viser generelt, at sukker, farvestoffer eller gluten ikke forklarer ADHD. Der har været lavet mange studier om farvestoffer, og der er ikke noget, der holder, så det er blevet manet i jorden igen. Dog kan visse næringsstoffer som D-vitamin og umættede fedtsyrer have en lille betydning for hjernens udvikling, men effekten er minimal, og kost alene kan ikke forhindre eller helbrede ADHD.

De vokser fra det

Symptomerne er en del af, hvem man er, og følger med gennem livet – man kan ikke “vokse fra” diagnosen. Samtidig ser vi, at nogle udfordringer bliver lettere, efterhånden som børnene modnes. Med støtte, strategier og rammer, der passer til dem, kan børn og voksne lære at håndtere vanskelighederne bedre, så hverdagen bliver mere overskuelig. Tydelig guidning, struktur og støtte gør det muligt at mestre udfordringerne og trives, selvom symptomerne stadig er der.

Børn med diagnoser bliver aldrig til noget

Tværtimod. Mange finder strategier og rammer, hvor de kan trives. Vores arbejdsmarked er blevet mere fleksibelt, og med støtte kan man tage uddannelse, arbejde og leve et godt liv. Udfordringerne forsvinder ikke, men med de rette redskaber klarer mange sig rigtig godt.

Børn med autisme har ikke brug for venner

Mennesker med autisme har lige så meget brug for fællesskab og anerkendelse som alle andre. Men relationer kan se anderledes ud for dem. Nogle leger bedst side om side, andre knytter sig stærkt til få personer. Venskaber betyder stadig meget – de kan bare have et andet udtryk.

Alle børn med autisme ligner hinanden, og det samme gør de, der har ADHD

Der er nogle fælles kernetræk – ellers ville diagnosen ikke give mening. Men inden for spektret er der enorme forskelle. To personer med autisme kan være lige så forskellige som to personer uden, og det samme gælder for ADHD.

ADHD og autisme er superkræfter. Man skal bare lære at bruge dem.

Det er ikke superkræfter. Man kan have kompetencer, som bestemt kan være fordele; f.eks. er nogle meget kreative, eller nogle kan være særligt gode til visse typer opgaver.

Men det er en provokation for de mennesker, som har ADHD eller autisme i svær grad, med voldsomt nedsat funktionsniveau, at høre andre betegne diagnosen som en ”superkraft”.