Godt, Katrine tvang Thomas til læge

Det kunne da ikke passe, at det var noget, at han skulle spilde sin og lægens tid med? De der knuder, der sad lige ved kravebenet på Thomas’ venstre side og generede, når han var ude at løbe.

For han fejlede jo ikke noget. Faktisk havde han aldrig været i så god form.

Det var dengang - i slutningen af 2017 - hvor han, maratonløberen Thomas Schwarz, lige havde slået personlig rekord i 10 kilometers løb. Han følte sig lige så sund og rask som altid.

Ingen symptomer på noget. Intet vægttab, ingen hudkløe, ingen feber, ingen svedeture om natten. Alt var som normalt, lige bortset fra de der knuder ved kravebenet, som sikkert ville gå over af sig selv, hvis han lige så tiden an.

- Når man dyrker så meget sport, som jeg gør, får man af og til ondt. Det kan være muskelspændinger eller myoser. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle fejle noget alvorligt. Der var ingen symptomer, så hvorfor skulle jeg besværliggøre min hverdag og gå til læge for at få at vide, at jeg skulle se det an nogle uger? spørger Thomas, der på det tidspunkt var 31 år.

Så Thomas og hans kæreste Katrine så det an. I en del uger, ja faktisk i 2½ måned, lige indtil knuderne en morgen var så store, at Thomas slet ikke kunne se sit kraveben. Og så slap Katrines tålmodighed op.

- Jeg har altid lært, at man skal gå til læge, når der er noget, der ikke ser normalt ud. Så jeg sagde til Thomas: Enten bestiller du en tid ved lægen, ellers gør jeg det for dig, fortæller Katrine.

De må tage fejl

Thomas’ egen læge sendte ham straks videre til en specialist på sygehuset i Esbjerg, og efter nogle konsultationer der fik Thomas taget en biopsi.

20. marts 2018 blev han kaldt til ny samtale på sygehuset. En dag, de to aldrig glemmer. For her fik Thomas diagnosen Hodgkins lymfom. Kræft i lymfeknuderne.

- Jeg tænkte, nej, de må tage fejl. Det kan ikke passe. Jeg fejler jo overhovedet ikke noget. Jeg gik nok i en form for Superman-mode, hvor det handlede om ikke at gøre Katrine bekymret, fortæller Thomas.

Samme reaktion havde Katrine:

- Jeg tænkte, nå, er det kræft? Så må vi klare det. Jeg kastede mig over alt det praktiske. Jeg græd heller ikke i starten. Det var der ingen af os, der gjorde. Det kom først senere. Jeg har grædt så meget, fortæller Katrine.

Jeg har hyggekræft

Heldigvis var prognosen god – og fra starten fik Thomas at vide, at han ikke ville dø af sygdommen. I løbet af få dage kom Thomas i behandling på Odense Universitetshospital med alt, hvad det indebar af undersøgelser, kemoterapi og langtidssygemelding fra sit job på efterskolen.

Men tvivlen nagede i Thomas. Kunne det virkelig passe, at han havde kræft?

- Det var voldsomt at blive konfronteret med min egen dødelighed. I starten sagde jeg, at jeg havde fået hyggekræft. For jeg følte ikke, jeg fejlede noget, siger Thomas, der dog ret hurtigt fik et andet syn på, hvad det vil sige at være i behandling for kræft:

- Efter nogle kemobehandlinger blev jeg virkelig syg. Jeg fik kemo hver 14. dag, og i ugen efter en behandling var jeg som en levende død. Sov konstant en uge ad gangen og havde ondt og kvalme, når jeg var vågen. Jeg var meget langt fra at være det menneske, jeg kendte.

Et skridt ad gangen

Men selvom Thomas ikke kunne genkende sig selv, var der alligevel en ting, der var, som det plejede: hans systematiske tilgang til livet.

For skal man træne op til et maraton, kræver det planlægning, disciplin og fokus. Og netop et skarpt fokus på at klare de 14 dage mellem kemobehandlingerne gav parret en rytme og forudsigelighed, der gjorde, at de kunne komme igennem den hårde tid i sommeren 2018.

- Jeg gjorde, som jeg altid har gjort. Sætter delmål. Tager et skridt ad gangen. Vi satte delmål om, hvordan vi skulle klare de 14 dage mellem kemobehandlingerne uden at tænke længere frem end det. Og det gentog vi hver 14. dag, indtil vi var igennem, siger Thomas, der fik otte kemobehandlinger i alt.

Katrine var på det tidspunkt midt i sin uddannelse som pædagog og skulle ud over sit arbejde også klare Thomas’ sygdom og alt, hvad der fulgte med.

Stærkere nu

Sammen klarede de det så godt, at Thomas i august 2018 fik den sidste strålebehandling og erklæret rask. Det blev fejret med et maraton i Odense knap fire uger senere. Ja, det var Thomas, der løb:

- Jeg trænede mig op på godt tre uger, og det bar løbet også præg af, siger han og smiler.
- Det var så vigtigt for mig at gennemføre det maraton.

Og er der noget positivt ved det sygdomsforløb, Katrine og Thomas har været igennem, så er det præcis den ukuelige kærlighed, der er vokset ud af det. Som Katrine siger:

-Jeg ved, at vi kan klare alt sammen. Vi er meget stærkere nu, end vi var før.