For syv år siden fik den i dag 50-årige Sanne Pedersen fra Esbjerg en blodprop i hjernen. Den satte en brat stopper for farmakonom-studiet, og Sanne brugte mange af de kræfter, der var tilbage, på at være noget for sine to børn og samlever. De lange vandreture i naturen, som Sanne var så glad for, måtte hun sige helt farvel til.

Så da hun sidste år fik kvalme og syntes, at energien havde nået et nulpunkt, tænkte hun, at hun måske var på vej ind i en depression.

- Jeg havde ingen appetit og levede af banan, yoghurt og toast, og en af mine venner sagde, at jeg så skidt ud. Og så spurgte hun, om jeg havde overvejet, at jeg kunne have diabetes, fortæller Sanne.

Diagnose kom som et chok

Det havde hun ikke skænket en tanke. Godt nok måtte hun op at tisse flere gange i løbet af natten, men hun havde hørt, at man ville være tørstig, hvis man havde diabetes, og det var hun ikke. Så det afviste Sanne, gik til lægen, fik antidepressiv medicin og fik det bare endnu dårligere. Først da Sanne efter et stykke tid fik taget en blodprøve hos lægen, afslørede den, at Sanne havde type 2-diabetes.

Det var et chok for Sanne at få den besked, og de første fire dage efter diagnosen brugte hun på at benægte, at hun havde sukkersyge. Hun følte, at hendes krop kæmpede imod hende. Og så nagede tanken om, at hun selv var skyld i sygdommen, fordi hun vejede lidt for meget.

- Jeg var virkelig nede i kulkælderen og tænkte også, at nu måtte jeg aldrig mere få et stykke kage, chokolade, hvidt brød eller et glas rosé, fortæller Sanne.

Kursus blev et vendepunkt

Da Sanne blev inviteret til en diabetes-konsultation hos en sygeplejerske, tog hun en veninde med, som spurgte, om der ikke var et kursus, som Sanne kunne komme på. Og her hørte Sanne om kurset ”Lev livet med type 2-diabetes”.

- Normalt ville jeg selv spørge om sådan noget, men når man lige har fået sådan en diagnose og er rigtig bange, tænker man ikke altid helt klart, fortæller Sanne.

En måned efter, Sanne havde fået stillet diagnosen, fik hun plads på kurset ”Lev livet med type 2-diabetes” og kom med i en lille gruppe af kvinder, som også lige havde fået stillet samme diagnose. Det blev et vendepunkt for Sannes liv med type 2-diabetes.

- Når vi mødtes i gruppen, kunne vi sige, hvad der bekymrede os, udveksle gode idéer om mad, som både vi og familien kan spise, om motion og snakke om, hvordan det gik på hjemmefronten. Det var meget trygt, for her var enten en sygeplejerske, en diætist eller en fysisk træner, vi kunne spørge og sparre med.

Alle bør tilbydes kurset

Inden kurset var Sanne simpelthen bange for at købe madvarer, for hvad nu, hvis hun købte noget, som forgiftede hendes blod med sukker, så hun ville blive blind? For at finde svar på de mange spørgsmål søgte hun informationer på nettet, men her blev hun bare endnu mere forvirret og bange.

- Når du er færdig med at benægte, at du har fået diabetes, får du brug for viden og samtale. Det er ikke nok at få en pjece stukket i hånden. Der skal dialog til, for det, du læser, rejser nye spørgsmål, og du har brug for at tale med en, som kender dig og dine forhold for at få den nødvendige viden om at håndtere din diabetes, siger Sanne og slår fast, at kurset bør være et tilbud, som alle får uden at skulle bede om det selv, når de får stillet en type 2-diagnose.

Ja, det er skræmmende

Hun erkender, at det kan være skræmmende at vide, at alt det, hun gør i dag, får konsekvenser for hende i de år, der kommer.

- Men sådan er det, og når man får hjælp til at leve et godt liv, så giver det hele mening – og børnene vil også gerne have mig i lang tid endnu, siger Sanne med et stort smil.