Skip til primært indhold

Dittes høfeber er gået i arv til hendes søn

Ditte Damgaard har døjet med høfeber siden hun var 10 år. Hendes egen søn har haft det siden han var to år, og får allergi-medicin hver dag i løbet af pollensæsonen. Allergi er meget hyppigere hos børn, hvor en eller begge forældre er allergiske.

Ditte Damgaard har døjet med høfeber siden hun var 10 år.

I slutningen af maj, når græspollen spreder sine små partikler, så begynder Ditte Damgaards øjne at svie, næsen løber og det klør i svælg og gane.

-  Jeg har haft høfeber siden jeg var 10-11 år. Vi opdagede det en sommer, hvor jeg nærmest ikke kunne se ud af øjnene. Min far boede ude på landet, hvor der var meget pollen i luften. Jeg fik antihistaminer og det hjalp, fortæller 31-årige Ditte Damgaard fra Hedensted.

I ungdomsårene blev høfeberen værre, så Ditte fik indsprøjtninger i løbet af maj måned, som holdt symptomerne væk.

Da jeg blev gravid første gang, måtte jeg ikke få de indsprøjtninger mere. I løbet af min graviditet havde jeg det ikke så slemt, men det så kom så tilbage, da jeg havde født. Men nu kan jeg holde høfeberen nede med allergi-piller, fortæller Ditte.

”Jeg tror, jeg skal have medicin nu”

Dittes søn på fem år har højst sandsynligt arvet sin allergi fra sin mor. Han er både allergisk over for birk og græs og hans høfeber begynder allerede i april. Han får allergipiller to gange om dagen i pollensæsonen.

-  Vi opdagede det, da han var to år – hans øjne kløede og han var snottet. Min søn er hårdt ramt. Hvis vi glemmer det en dag, så er han hæmmet i sin leg og har det ikke godt. Men han er også blevet gammel nok til selv at sætte ord på ”jeg tror, jeg skal have noget medicin nu”, fortæller Ditte, som er meget opmærksom på, om datteren på to år udviser symptomer.

I løbet af foråret, når pollensæsonen er på sit højeste, tjekker Ditte Damgaard dagligt Astma -og Allergiforbundets app, for at se dagens pollental.

- Det er ikke sådan at vi undgår at tage på ture eller andre aktiviteter, men vi skal huske allergimedicinen, ellers er vi nødt til at tage hjem, siger Ditte Damgaard.

 

 

APPFWU02V