Skip til primært indhold

Bendt holder selv styr på sin KOL-sygdom

For Bendt Bech Larsen og hans kone Lily giver det en stor tryghed i dagligdagen, at de selv monitorerer Bendts KOL-sygdom. Med en direkte hotline til hjemmesygeplejerskerne i kommunen giver det ro i maven.

En enkel øvelse - rejse og sætte sig fra en stol - viser, hvor meget ilt Bendt har i lungerne.

Både Bendt og hans kone Lilly synes, at måleudstyr og tablet er nemt og brugervenligt.

Bendt Bech Larsen rejser sig fra stolen og sætter sig igen, rejser sig og sætter sig. Uden at bruge armene. Der er ikke tale om en sjov stoleleg, men én af de øvelser, som han som KOL-patient skal lave to gange om ugen.

Øvelsen med at tælle, hvor mange gange han kan rejse og sætte sig i løbet af et minut, giver en god indikation på, hvor meget ilt Bendt har i lungerne. Når han er færdig med øvelsen, registrerer han dagens tal på den tablet, som ligger foran ham på spisebordet sammen med det måleudstyr, som han måler sit blodtryk og iltniveau med.

Giver stor tryghed

Bendt Bech Larsen er én af de første borgere med KOL i Region Syddanmark, som er blevet tilbudt TeleKOL, da det landsdækkende telemedicinske tilbud blev lanceret i 2023. Han blev henvist til tilbuddet fra sin egen læge, og han har kun rosende ord om det. Efter lægens henvisning fik Bendt og hans kone Lily besøg af de to hjemmesygeplejersker i Odense kommune, som står for det. De havde måleudstyr og tablet med, som de oplærte Bendt og Lily i at bruge, og så var det bare at gå i gang.

- I starten skulle jeg måle min puls og iltmætning i blodet hver dag, men nu er det kun onsdag og søndag. Jeg føler mig meget tryg ved det, siger Bendt.

”De ringer, hvis der er det mindste”

To gange har han oplevet at blive ringet op, fordi hans tal var dårlige.

- Det betød, at jeg kom til lægen med det samme og hurtigt fik den rette behandling. Det er rart at vide, at sygeplejerskerne reagerer, hvis der er det mindste, fortæller Bendt.

Bendts kone Lily har også helt styr på sin mands sygdom og supplerer, når han ikke lige kan huske, hvornår han holdt op med at ryge, og hvilken medicin han tager. Hun er også god til at hjælpe Bendt med at finde tablet og måleudstyr frem onsdag og søndag.

APPFWU01V