Skip til primært indhold

Senfølger er en slags ”energi-tømmermænd”

Senfølger efter et COVID-19-forløb hverken kan eller skal ”trænes væk”. Faktisk kommer du dig hurtigere, hvis du formår at skrue ned og ikke bruge mere energi, end du har.

Afdelingslæge Karen Mølgaard Christiansen, Senfølgeklinikken OUH

Hvis du har senfølger efter at have været syg af corona, vil du nok opleve, at du kan alt det, du plejer. Du bliver bare meget hurtigere udmattet. Måske kan du godt være på arbejde i tre timer eller løbe to kilometer, og så er det rigtig fint.

- Det handler om at lære sine egne grænser at kende. Hvis man overhører kroppens signaler, så bliver man ramt at dét, jeg vil betegne som ”energi-tømmermænd”. Man er nødt til at stoppe, før hovedpinen eller svimmelheden kommer, for ellers tager det endnu længere tid at få energien tilbage, forklarer Karen Mølgaard Christiansen.

Ligesom et styresystem, der trænger til en opdatering

Karen Mølgaard Christiansen er afdelingslæge på klinik for senfølger på Odense Universitetshospital, som patienter med svære senfølger efter COVID-19 bliver henvist til. De er ofte ramt af ”fatigue”, som er det lægefaglige udtryk for udmattelse og manglende energi. Hvis man er ramt af fatigue, så svarer det lidt til et styresystem, som trænger til at blive opdateret. Fatigue er det hyppigste og mest invaliderende symptom ved senfølger.

- Det er naturligt at gå i gang med alle de dagligdags ting, man plejer. De fleste mennesker har indrettet deres liv efter, hvad de godt kan lide. Hvis man ikke kan passe sit arbejde, dyrke sine hobbyer eller må melde fra til en familiefest, så går det ud over livskvaliteten. Men vores vigtigste budskab til mennesker med senfølger er, at de skal mærke efter og sørge for at skrue ned, så de ikke hver dag bruger mere energi, end de har, siger Karen Mølgaard Christiansen.

Hvornår er det senfølger?

Du har senfølger, hvis det fortsætter ud over 12 uger efter, at du er rask. Hvis du har senfølger, er anbefalingen at kontakte egen læge, som vurderer, om det er lette eller svære senfølger.

Hvis du kun har manglende smags- og lugtesans, så skal du til øre-næse-hals-læge. Hvis der er flere ting, der fylder, så anbefaler Karen Mølgaard Christiansen, at du får en henvisning til senfølgeklinikken.

- Vi udelukker, at der ikke er anden alvorlig sygdom på færde, og så henviser vi til rehabilitering. Det er typisk fysioterapi med lungetræning og ergoterapeuter, som hjælper med vejledning i energiforvaltning. Altså at få tilrettelagt hverdagen med indlagte pauser, forklarer Karen Mølgaard Christiansen.

- Når man får lært det og får indrettet sin hverdag, så man ikke bliver udmattet, så vil de fleste få det bedre.

Fakta om energi-tømmermænd

Senfølger ikke er det samme som fatigue. Men fatigue er det hyppigste og mest invaliderende symptom ved senfølger, som kan give mange ubehagelige gener; hovedpine, svimmelhed, kognitive vanskeligheder, koncentrationsbesvær, tinnitus, irritation, grådlabilitet og smerter i kroppen i form af prikken eller stikken.

APPFWU01V