Hvordan matcher vi udbud og efterspørgsel? 10 gode råd til at styrke mobiliteten i de mindre byer og landområder

1. Løsninger skal matche behov - forstå behovet og skræddersy løsningen

Der er i dag relativt mange forskellige mobilitetstilbud på hylderne, som kommuner og lokale aktører kan igangsætte. Det, som er en god løsning ét sted, fungerer dog ikke nødvendigvis et andet sted. Det er derfor vigtigt at undersøge, kortlægge og forstå de specifikke lokale mobilitetsbehov og -potentialer, før der ses på løsningsmuligheder og implementeres nye mobilitetstilbud.

2. Samarbejder og partnerskaber danner platformen for succesfulde projekter

Der er mange aktører knyttet til mobilitet, og der er behov for dialog og samarbejde på tværs af trafikselskaber, private mobilitetsudbydere, kommuner, borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner mv. for at sikre de bedst mulige mobilitetstilbud for borgerne i de mindre byer og landområder. Den gode mobilitet vil typisk sikres i en kombination af flere mobilitetstilbud, og det er derfor afgørende, at de er koordinerede og udgør et samlet mobilitetsbillede. Dette gælder både ift. bedre sammenhæng mellem de eksisterende tilbud, men også i forhold til introduktion af nye first/last-mile-løsninger.

3. Udbred kendskab til eksisterende tilbud - informer om muligheder

Under dialogprocessen fik flere borgere øjnene op for en bredere palet af mobilitetsløsninger end det, de kendte. Der findes en række mobilitetstilbud i dag, som ikke nødvendigvis er kendte hos borgerne, enten fordi de ikke er tilstrækkeligt markedsført eller falder uden for borgernes interessefelt. Dette gælder fx. Flextur og Plustur, som tilbyder behovsstyret kollektiv trafik, hvor de traditionelle busser ikke kører, og giver borgerne mulighed for at blive kørt fra A til B eller til/fra et givent stoppested. En øget informationsindsats kan være med til at give flere en reel forståelse for tilbuddene og dermed en bedre oplevet mobilitet. Tilsvarende er der flere af de private mobilitetsudbydere, der har mobilitetstilbud (samkørselstilbud, delebiler, delecykler mv.), som borgere ikke kender tilstrækkeligt til.

4. Understøt lokalt engagement - og skab ejerskab

Der er behov for lokal forankring og ejerskab i forbindelse med implementering af nye mobilitetstilbud i de mindre byer og landområder. Dette fremmer kendskabet til tilbuddet og dermed brugen heraf. Men de lokale ildsjæle har brug for hjælp til igangsætning og drift af projekterne. Her er kommunerne en vigtig part ift. at understøtte med rådgivning, vejledning og proceshjælp omkring lovgivning, organisering, økonomi, kontakt til de rette aktører mv. Det er meget forskelligt, hvor aktive lokalsamfundene er i de mindre byer og landområder, og det vil ofte være lettere med nye projekter, hvor der i forvejen er et aktivt lokalråd eller lign. Involveres de lokale tidligt i processen, kan de fungere som ambassadører for løsningerne. Foreninger og organisationer kan også indtænkes i arbejdet, og en mulighed er at lave en formaliseret mobilitetsforening, hvor ildsjæle og gode kræfter samles og kan understøtte hinanden.

5. Synliggør lokalområdets mobilitetstilbud og gør borgerne fortrolige med nye mobilitetsformer

Kollektiv transport og delemobilitetsformer som landsbybusser, delebiler, delecykler mv. bør sikres en strategisk og central placering i de mindre byer og landområder for at blive set i hverdagen. Information og synlighed kan øge bevidstheden om de muligheder, som tilbydes, og introduktion og prøveture kan skabe fortrolighed og understøtte fremtidig brug.

6. Skab sammenhæng mellem de forskellige mobilitetstilbud

Borgerne skal opleve et fælles ’mobilitets-billede’ på tværs af transportmidler og operatører/udbydere. Sammenhængen mellem de forskelige mobilitetstilbud (bus, tog, Flextur, Plustur, samkørsel, delebiler, (el)cykler, løbehjul mv.) er afgørende for borgernes oplevede mobilitet, og derfor bør der sættes fokus på hele rejsen fra A til B og de knudepunkter, hvor der sker skift mellem transportformer. Vigtigt for knudepunkterne er også infrastrukturen dertil, som sikrer, at borgerne let og smidigt kan ’koble sig på’ den kollektive transport og eventuelle delemobilitetstilbud.

7. Minimer barrierer for brug

Det skal være let og enkelt at anvende de forskellige mobilitetstilbud, da det ellers kan være en hindring for at komme i gang. Flextur og Plustur er et eksempel, hvor borgerne oplever oprettelse i systemet og bestillingstiden på 2 timer som hindringer for brug af tilbuddet, da det opleves som besværligt. Ved at øge tilgængeligheden og fleksibiliteten vil det opfattes som et langt mere attraktivt mobilitetstilbud.

8. Adfærdsændringer tager tid, vær tålmodig!

Test- og pilotprojekter er en god måde at introducere nye mobilitetstilbud og giver borgerne mulighed for at teste nye mobilitetsformer, men adfærdsændringer tager tid, og der bør derfor sikres pilotprojekter af en varighed, hvor borgerne får en reel oplevelse af det nye mobilitetstilbud i deres hverdagstransport.

9. Sæt fokus på overgangen fra pilotprojekt til permanent tilbud

Pilotprojekter båret af puljemidler er sårbare, da ingen tør tilrettelægge deres hverdagstransport efter et mobilitetstilbud med udløbsdato. For at pilotprojekterne kan blive til permanente løsninger, er der behov for en plan for finansiering og drift af mobilitetstilbuddet. Det bør afklares, om tilbuddet kan fungere på markedsvilkår, eller om der er behov for løbende økonomisk og organisatorisk støtte eksempelvis via trafikselskabet, kommunen, en lokal mobilitetsforening eller andet. Der kan også ledes efter evt. lokale sponsorer, der økonomisk kan være med til at igangsætte og holde et mobilitetstilbud i gang. Ligeledes er der mulighed for at hente finansiering via fx. statslige puljer, landdistriktspuljer og private fonde, der understøtter bedre mobilitet i landområder.

10. Udfordr eksisterende lovgivning og skab bedre forudsætninger for nye mobilitetstilbud

Lov om trafikselskaber bør udfordres og justeres for at fremme mulighederne for mere bæredygtig mobilitet samt bedre muligheder for at samarbejde med nye mobilitetstilbud som samkørsel, delebiler og delecykler. Lovgivningen i dag giver begrænsninger ift. hvilke alternative fleksible tilbud trafikselskaberne har mulighed for at tilbyde, og det samme er gældende for private udbydere af mobilitetsløsninger. Det bør være lettere for dem, der gerne vil tilbyde bæredygtig mobilitet, at introducere nye løsninger.