Af med gipsen – gang i leddet
Professor og ortopædkirurg på Odense Universitetshospital Bjarke Viberg giver her sine anbefalinger til, hvordan du bedst får helet dit brud, når først gipsen er kommet af.
Et brækket ben, der har været pakket ind i gips i seks uger, er ikke færdigt med at hele. Men bruddet er helet nok til, at det vigtige genoptræningsarbejde nu skal i gang.
Faktisk er det helt essentielt, at man kommer i gang med at bruge leddene igen. Bjarke Viberg og hans kolleger på Ortopædkirurgisk Afdeling gør meget ud af at fortælle deres patienter, hvor vigtigt det er, at man får bevægeligheden tilbage i den kropsdel, der har været brækket.
Hvad er det vigtigste at vide, når man har fået gipsen af?
Lige i starten, når man har fået gipsen af, skal man fokusere på at få gang i leddet.
Leddene er det største problem, fordi de bliver stive af at være i gips. Hvis du f.eks. har brækket håndleddet, så skal du bevæge det op og ned samt til siden.
Når vi tager gipsen af, er det, fordi vi ved, at knoglen er stærk nok til at lave bevægelser hen over leddet. Det er vigtigt at komme hurtigt i gang.
Gør det ondt at bruge den kropsdel, der har været brækket?
Vi forklarer altid folk, at det kommer til at gøre ondt, men det er ikke farligt. Det må godt gøre ondt i løbet af dagen. Men næste dag skal det helst ikke gøre mere ondt end dagen før.
Og skal man bruge den, selvom det gør ondt?
Det er jo meget normal adfærd, at man ikke kan lide at gøre noget, som gør ondt. Man har haft gips på, som er en smertebehandling, og når man så får gipsen af, så gør det ondt. Så man skal vænne sig til ikke at have den støtte.
Man kan presse sig selv rimelig meget, og det skal man gøre. Hvis man ikke får brugt leddet, ender det med at blive stift, og dermed får man en dårligere bevægelighed.
Kan man forcere noget/gøre noget galt ved at bruge den kropsdel, der har været brækket?
Langt de fleste af os kommer ikke til at forcere noget, fordi vi ikke går ud over vores smertegrænse. Men folk, der er vant til f.eks. at løbe eller cykle meget, vil godt kunne presse sig selv for meget.
Men dét, vi oplever størst problemer med, er stive ledbånd, fordi folk ikke får trænet og bevæget leddet nok.
Mit vigtigste budskab er:
Kom hurtigt i gang med at få bevæget leddene.
Er det en myte, at der kan gå betændelse i fx et brækket ben, hvis man klør under gipsen med en strikkepind eller en kam?
Det er ikke en myte. Men det sker meget sjældent. Du skal kradse så meget, at der går hul på huden.
Man skal være klar over, at der er en risiko, og det er bedre at prøve at fokusere på noget andet, end at det klør. For det er jo ofte sådan, at hvis man klør, så bliver det bare ved med at klø.