Skip til primært indhold

Mere genanvendelse og mindre affald

Affald er en uundgåelig del af driften på sygehuse, institutioner og administrative arbejdspladser. Men måden, affaldet håndteres på, har stor betydning for både klimaet og forbruget af ressourcer. Derfor arbejder Region Syddanmark målrettet med at reducere mængden af affald, øge genanvendelsen og sikre, at ressourcer holdes i kredsløb længst muligt.

Strategi for affaldshåndtering

Region Syddanmarks strategi for affaldshåndtering fastsætter mål og indsatser, der skal forbedre affaldshåndteringen på regionens matrikler. Strategien skal bidrage til, at Region Syddanmark overholder nuværende og kommende krav til affaldshåndtering, styrker affaldssorteringen og reducerer mængden af affald, der sendes til forbrænding eller deponi. Samtidig understøtter strategien regionens arbejde med cirkulær økonomi og ansvarlig ressourceanvendelse.

Affaldsstrategien har til mål, at: 

  • reducere den samlede affaldsmængde med 15 % i 2030 ift. 2020
  • reducere det forbrændingsegnede affald med 15 % i 2030 ift. 2020
  • øge genanvendelsen til 45 % i 2030 ift. 2020

Målsætningerne opnås via indsatser der skal fremme forebyggelse af affald, bedre affaldssortering, mere genbrug og genanvendelse samt viden, uddannelse og bedre vaner. 

Gennem strategiens mål og indsatser bidrager området til regionens ambition om at reducere klimaaftrykket og skabe et mere bæredygtigt sundhedsvæsen til gavn for både nuværende og kommende generationer. 

Forebyggelse af affald

Den bedste affaldsløsning er at undgå, at affaldet opstår. Derfor arbejder vi med at reducere ressourceforbruget og forebygge affald allerede ved indkøb, anvendelse og planlægning af produkter og materialer. Målet er at mindske spild og sikre, at ressourcer anvendes så effektivt som muligt.

Bedre affaldssortering

Korrekt sortering er en forudsætning for, at materialer kan genanvendes. Region Syddanmark arbejder derfor med at forbedre sorteringsløsningerne på sygehuse og institutioner, så mere affald kan sorteres korrekt og sendes til genanvendelse frem for forbrænding.

Mere genbrug og genanvendelse

Når produkter og materialer ikke længere kan anvendes til deres oprindelige formål, undersøger vi mulighederne for genbrug og genanvendelse. Målet er at holde ressourcerne i kredsløb så længe som muligt og reducere behovet for nye råmaterialer. Affaldshierarkiet danner grundlag for indsatsen, hvor forebyggelse, genbrug og genanvendelse prioriteres højest.

Viden, uddannelse og gode vaner i hverdagen

Affaldshåndtering er en fælles opgave. Derfor arbejder vi løbende med information, vejledning og kompetenceudvikling, så medarbejdere har de bedste forudsætninger for at sortere affald korrekt og understøtte den grønne omstilling i hverdagen.

Hvis du vil vide mere om Region Syddanmarks indsats inden for affaldshåndtering, så kontakt nedenstående medarbejder:

Nynne Wilhelmsen

Udviklingskonsulent

Grøn omstilling


24988383
APPFWU01V