Skip til primært indhold

Sundhedsreformens betydning for arbejdet på uddannelsesområdet i Syddanmark

Regeringen indgik den 15. november 2024 en bred politisk aftale om en ny sundhedsreform. Sundhedsreformen indebærer bl.a. en tilpasning af regionernes øvrige opgaver, herunder et større opgavebortfald inden for regional udvikling.

Fra og med 2026, får regionerne bl.a. ikke mulighed for at arbejde med regionale udviklingsstrategier samt aktiviteter, der relaterer sig hertil. Dette gælder således også for den syddanske udviklingsstrategi ”Sammen om fremtidens Syddanmark”, som har dannet ramme om udmøntningen af Region Syddanmarks Uddannelsespulje.

Det fremgår også af aftaleteksten for sundhedsreformen, at opgaver på uddannelsesområdet fortsat vil være en del af regionernes fremadrettede opgaveportefølje.

Siden sundhedsreformen blev indgået, har administrationen i Region Syddanmark været i gang med at undersøge, hvad sundhedsreformen mere konkret betyder her i Syddanmark. Det gælder også ift. de fremadrettede muligheder for medfinansiering af udviklingsaktiviteter på uddannelsesområdet og understøttelse af tværgående dialog og samarbejde.

Det er administrationens foreløbige vurdering, at regionerne også fremadrettet vil få hjemmel, både til varetagelsen af myndighedsopgaver og til at uddele midler til understøttelse af udviklingsindsatser på uddannelsesinstitutionerne. Det forventes, at udkast til lovgivning på området kommer i høring i foråret.

Det er dog fortsat uklart, hvordan det samlede økonomiske billede vil tegne sig, herunder også omfanget af midler til udvikling på uddannelsesområdet. Det forventer administrationen først at have et overblik over engang i midten af 2025.

Kontakt

Morten Hvideland-Olsen

Chefkonsulent

Uddannelse og mobilitet


+45 29201042
APPFWU02V