19 syddanske erhvervsskoler samarbejder nu om projekt T.E.G. Solution: Et nyt og banebrydende lærings- og vejledningsspil
Med T.E.G. Solution ønsker de 19 partnerskoler at give elever i udskolingen en større indsigt i og forståelse for, hvad erhvervsrettede uddannelser og karrieremuligheder kan bidrage med i den grønne omstilling – lige fra fremtidens børnehaver til cirkulær økonomi til renovation af huse og meget mere.
Erhvervsuddannelser og grøn omstilling – en fælles indsats
Igennem spilbaseret læring vil T.E.G. Solution vise eleverne, at de via deres valg af uddannelse og konkrete handlinger kan gøre en forskel og skabe en positiv forandring. Samarbejdet mellem de 19 partnerskoler understreger vigtigheden af det fælles mål, og at vi sammen kan gøre en forskel.
Læringsspillet har vundet en 1. præmie i kategorien bedste udviklede digitale læringsspil ved den internationale European Conference on Game-Based Learning (ECGBL) 2024, som blev afholdt på Aarhus Universitet fra d. 2. til 4. oktober 2024.
T.E.G. Solution indtager klasseværelserne
Mere end 30.000 elever i Region Syddanmark skal spille T.E.G. Solution. Elevernes eget klasseværelse omdannes på én skoledag til et spilunivers. Ved hjælp af teknologier som AR kombineres den virkelige verden med den virtuelle. Med udgangspunkt i erhvervsuddannelserne, skal eleverne i løbet af skoledagen finde frem til løsninger på konkrete opgaver relateret til de klimaudfordringer, vi står overfor. Eleverne kan dermed se deres fantasier, idéer og løsningsforslag på opgaverne udspille sig i den virkelige verden, som et virtuelt ekstra lag.
Hvem står bag T.E.G. Solution?
Læringsspillet er udviklet af spilstudiet Serious Games Interactive og følgende 19 partnerskoler:
Syddansk Erhvervsskole, Gråsten Landbrugsskole, Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier, Dalum Landbrugsskole, Campus Vejle, EUC Syd, BC Syd, Kold, Tietgenskolen, SOSU FVH, IBC, Hansenberg, SOSU Fyn, Rybners, Haderslev Handelsskole, Tønder Handelsskole, SOSU Syd, SOSU Esbjerg og EUC Lillebælt.
T.E.G. Solution har også fanget interesse ved Stockholm Resilience Centre (Stockholm Universitet), der har bidraget med sparring til spillet og dets brug af de 9 Planetary Boundaries, som er et vigtigt element i T.E.G. Solution-forløbet. Stockholm Resilience Centre er førende inden for forskning i grøn omstilling og bæredygtighed.
Støtte fra Region Syddanmark
Vejledningsspillet er støttet af Regions Syddanmarks Uddannelsespulje med i alt 5,2 mio. kr. ud af et samlet budget på 9,3 mio. kr. Projektet har også modtaget finansiel støtte fra Danfoss A/S og Meta til bl.a. indkøb af iPads, som eleverne skal spille på.
Projektet støtter op om initiativet ”Erhvervsuddannelsernes år 2025”, der handler om at fremme børn og unges interesse for erhvervsfaglige kompetencer og dannelse.
Find mere info om T.E.G. Solution her www.tegsolution.dk