Ny syddansk uddannelsesanalyse med afsæt i uddannelsesreformen
På opfordring fra flere syddanske uddannelsesaktører, heriblandt Syddansk Uddannelsesforum, har Region Syddanmark netop fået udarbejdet en uddannelsesanalyse i samarbejde med Pluss Leadership. Analysen skal give nye indsigter og fungere som et dialogværktøj i forbindelse med implementeringen af uddannelsesreformen i Syddanmark.
Analysen viser bl.a., at næsten halvdelen af de elever, der i dag går på en af de uddannelser, som bliver nedlagt til fordel for epx (hf, eux, GF1 og 10. kl. ekskl. efterskoler), har et karaktergennemsnit på 5,0 eller derover og opfylder dermed det gældende adgangskrav til stx, htx og hhx. Eleverne på disse uddannelser har derfor aktivt valgt en anden uddannelse end en af disse tre gymnasiale.
Når karakterkravet fra 2030 stiger til 6,0, vil 34 % af dem, der i dag går på en af de uddannelser, der bliver nedlagt, stadig kunne opfylde kravet. Så selvom andelen bliver mindre, vil der stadig være godt en tredjedel, som kan vælge frit mellem alle ungdomsuddannelser. Set i det lys er det vigtigt at epx-uddannelsen bliver udformet på en sådan måde, at den også vil være attraktiv for den store gruppe af unge med frit uddannelsesvalg på alle hylder.
Analysen beskæftiger sig i øvrigt med følgende syv emner:
- Elevgrundlag og den demografiske udvikling
- Kvalifikationer fra grundskolen og konsekvenser af øgede karakterkrav
- De unges ønsker (søgning til ungdomsuddannelser)
- Tilgang (hvilken uddannelse de unge starter på)
- FGU – tilgange, overgange og konsekvenser af epx
- Frafald og omvalg
- Afstand til ungdomsuddannelser
Analysen drøftes hen over efteråret på møderne i de fire syddanske gymnasiesamarbejder, i Syddansk Uddannelsesforum og med de syddanske FGU’ere mv.
Find analysen her Epx-analyse