Skip til primært indhold

Test skal vise, om engangshandske kan bruges igen og igen

Ortopædkirurgisk operationsafsnit A750 på Sygehus Lillebælt i Vejle er som de første i Danmark i gang med at teste en genbrugelig engangshandske, der kan vaskes og bruges op til 15 gange.

dobbelt highfive til de genbrugelige handsker fra Nahrin Nagras og Stine Vium Fristed fra Ortopædkirurgisk operationsafsnit A750 på Sygehus Lillebælt i Vejle.

Der er dobbelt highfive til de genbrugelige handsker fra Nahrin Nagras (t.v) og Stine Vium Fristed fra Ortopædkirurgisk operationsafsnit A750 på Sygehus Lillebælt i Vejle. Afdelingen skal frem til december teste handskerne på operationsstuerne.

I disse måneder handler det ikke kun om kunstige knæ og hofteoperationer på Ortopædkirurgisk operationsafsnit A750 på Sygehus Lillebælt i Vejle. Det handler også om genbrugelige engangshandsker.

Afdelingen er nemlig den første og indtil videre eneste sygehusafdeling i landet, der har fået mulighed for at teste en ny genbrugelig og vaskbar engangshandske. ReGlove hedder den, og den er tænkt som et mere miljøvenligt alternativ til de velkendte blå engangshandsker, der dagligt bruges og kasseres i hopetal i det danske sundhedsvæsen. 

En afdeling med mod på at prøve nye løsninger

En genbrugelig engangshandske. Det lyder selvmodsigende, men den er god nok. Handskerne er udviklet, så de kan vaskes og genbruges op til 15 gange, og formålet med at gå fra engangsforbrug til flergangsbrug er at mindske ressourceforbruget og nedbringe affaldsmængderne og sundhedsvæsenets CO2-aftryk.
 
Og det er en grøn dagsorden, som afdelingen gerne køber ind på, fortæller oversygeplejerske Stine Vium Fristed:

- Vi er en afdeling, der gerne være med til at gøre en forskel i forhold til den grønne omstilling. Derfor er vi åbne over for nye produkter og nye løsninger. Afdelingen har tidligere testet flergangsoperationshuer, og jeg er stolt over, at vi nu er med til at teste ReGlove-handskerne.

Selv om ReGlove-handskerne ligner de almindelige engangshandsker, er der forskel, for indeni har de en anden farve, der indikerer handskestørrelsen, og gummimaterialet er en anelse tykkere. Den helt store forskel er dog, at ReGlove-handskerne ikke skal smides i skraldespanden efter brug. I stedet skal de smides i en opsamlingsboks, så de kan sendes til vaskeriet sammen med uniformer og sygehusets øvrige tekstiler.

Nemt at få nye vaner

Når handskerne er vasket og har gennemgået et grundigt kvalitetstjek på vaskeriet, sendes de retur til sygehuset pakket i æsker og er klar til brug på ny. Afdelingens medhjælper Nahrin Nagras har ikke haft svært ved at vænne sig til den nye arbejdsgang:

- Jeg synes, det er let nok at få en ny rutine. Man skal huske at tage ReGlove-handskerne af en ad gangen, så vrangen vender ud. Man skal også huske, at fordi handskerne skal kunne vaskes, må de ikke pakkes ind i hinanden, når de kommes i den særlige beholder. Men det har ikke været svært at vænne sig til, fortæller Nahrin Nagras.

Afdelingen, der gennemfører mere end 2.000 operationer om året, bruger rigtig mange engangshandsker:

- Vi bruger fx engangshandsker ved skift og flyt af patienter. Jeg bruger dem, når operationsstuerne skal klargøres og rengøres efter hver operation, og når alle flader skal gøres rene, siger Nahrin Nagras.  

Testen blev sat i gang 2. september, og indtil videre lever handskerne op til forventningerne, fortæller Stine Vium Fristed:

- Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger. Sygeplejerskerne fortæller, at det er meget trygt at bruge handskerne, fordi de er lidt tykkere end de almindelige engangshandsker. Det er angiveligt let for alle at huske at smide handskerne til vask frem for at smide dem i skraldespanden.

Skal testes i tre måneder

Det er Christina Berthon, der som projektleder for grøn omstilling i Region Syddanmark har stået for kontakten med Teknologisk Institut, der udvikler ReGlove-handskerne sammen med en af landets store leverandører af engangsprodukter. Aftalen er, at testen skal køre indtil december i tre faser:

- I den første måned skal afdelingen teste de helt nye og jomfruelige ReGlove-handsker og evaluere dem. I den anden måned testes og evalueres handskerne igen, når de har været sendt til vask, er blevet kvalitetstestet og sendt retur til afdelingen. I den sidste måned skal hele flowet og logistikken omkring handskerne evalueres, siger Christina Berthon og fortsætter:

Det er spændende at følge projektet, for ét er jo, hvordan handskerne virker på et laboratorium, noget andet er, hvordan de begår sig i virkeligheden, og det finder vi kun ud af ved at prøve. Vi skal kun bruge handsker i de situationer, hvor det er påkrævet. Vores forbrug af handsker er stort, og det skal reduceres. Her kan en genbrugelig handske kan være et greb ind i den problemstilling.

Indsatser for at begrænse engangsforbruget hænger sammen med regionens klimamål.

748.000 tons CO2e – så meget udleder Region Syddanmark årligt.
Målet er, at CO2-aftrykket skal reduceres med mindst 35 pct. i 2030 i forhold til 2020.
 
Regionens indkøb af kliniske og øvrige forbrugsvarer var i 2020 årsag til en CO2-udledning på ca. 240.000 tons. Også her er det målet at reducere med 35 pct. inden 2030. Derfor skal der løbende igangsættes klimaindsatser, og det vurderes, at man kan opnå en reduktion på to pct. ved at skifte fra engangs- til flergangsprodukter.

Se mere i Region Syddanmarks nye Delstrategi for kliniske og øvrige forbrugsvarer

Fakta om ReGlove

ReGlove-handskerne er blevet til i et samarbejde mellem Teknologisk Institut og virksomheden Bait A/S, der i forvejen leverer engangshandsker til regionerne i Danmark. Over en toårig periode vil projektet etablere en bæredygtig forsyningskæde, hvor handskerne kan indsamles, vaskes og genbruges op til 15 gange. Formålet er at reducere sundhedsvæsenets klimaaftryk og styrke forsyningssikkerheden for værnemidler. Potentialet er stort, for i Region Syddanmark blev der i 2022 brugt flere end 35 mio. nitril-engangshandsker, der efter én gangs brug havnede direkte i skraldespanden.

Projektet er i tråd med Region Syddanmark målsætning om at mindske CO2e-udledning fra kliniske og øvrige forbrugsvarer med 35% inden 2030, som er beskrevet i regionens Delstrategi for kliniske og øvrige forbrugsvarer. 

Projektet er støttet af Miljøstyrelsen under titel: Cirkulære nitrilhandsker til sundhedssektoren 

Oversygeplejerske Stine Vium Fristed viser ReGlove-handskerne frem

Foto: ReGlove-handskerne er blå på ydersiden, og de er ligesom de velkendte engangshandsker også fremstillet af det syntetiske gummi nitril.

APPFWU02V