Kuglepenne og kontorartikler med klimahensyn
Farvel til skriveunderlaget og metalspiral i papirblokken og goddag til kuglepenne med længere holdbarhed. Strategisk Indkøb har været indkøbsaftalen for kontorartikler igennem for at få reduceret klima- og miljøbelastningen. Det betyder, at sortimentet er halveret, men til gengæld får man nu kontorartikler, der bl.a. har en længere levetid og færre problematiske indholdsstoffer.
Hvad er bedst – en kuglepen, der kan skrive 1900 meter i alt, eller en, der kun skriver 260 meter? Eller hvad med en papirkurv af genanvendt plast frem for en i metal?
Det er spørgsmål som disse, afdelingen Strategisk Indkøb i Region Syddanmark har skullet svare på, da de gik i gang med at optimere og udvælge produkterne til sortimentet af kontorartikler for at reducere klima- og miljøbelastningen. Der er bl.a. udvalgt produkter, der kan anvendes i længere tid, som indeholder færre problematiske indholdsstoffer som f.eks. PVC, og som kan sorteres og dermed genanvendes bedre.
Fra 1.850 til 900 kontorartikler
Dertil har Strategisk Indkøb også trimmet sortimentet og gjort det smallere. Tidligere var der 1.850 kontorartikler i sortimentet, nu er der ca. 900. Det betyder, at der nu er flere varer, der købes i store samlede ordrer til lageret, og at der bestilles færre små ordrer. Det mindsker transporten med varerne og giver mindre transportemballage.
Julia Pinstrup Rasch, der er projektleder for grønne indkøb i Strategisk Indkøb, siger:
- Der var for mange valgmuligheder i regionens indkøbssystem, og det gjorde det svært for de indkøbsansvarlige at vælge de kontorartikler, der tog mest hensyn til klimaet og miljøet. De risikerede også at vælge et dyrt produkt, der egentlig ikke var bedre end et billigere alternativ. Vi havde eksempler på, at der på to stort set ens varer kunne være en prisforskel på 500 pct., fordi den ene vare var en udbudsvare, og den anden var på en prisaftale. Det har vi fået ryddet op i, så vi får de bedste varer til den bedste pris.
Region Syddanmarks kontorartikler bliver mindre klimabelastende
1,5 mio. kr. spares
Nu er hele sortimentet af kontorartikler set i gennem og halveret, og arbejdet er ifølge Julia Pinstrup Rasch givet rigtig godt ud:
- Prismæssigt opnår regionen en besparelse på 1,5 mio. kr. årligt. Miljømæssigt er der også gevinster at hente, når vi får kontorartikler med længere levetid og en bedre miljøprofil. Vi kan ikke sige, præcis hvor meget CO2 vi sparer, men vi regner på alt det, vi kan.
Inden det nye sortimentet blev endeligt fastlagt, har sygehusenes indkøbsafdelinger haft mulighed for at gå det igennem og komme med kommentarer.
Eksempler på, hvad et smallere og grønnere sortiment af kontorartikler betyder:
- Skriveblokke med metalspiral er fravalgt, da metal har et højt CO2-aftryk, og blokken er svær at få sorteret korrekt, når den er brugt.
- Papirkurve i metal skiftes ud med modeller lavet af genanvendt plast.
- Før var der 78 slags kuglepenne i sortimentet, men fremover bliver der 12. Der er lagt vægt på at vælge kuglepenne, der kan genopfyldes, har lang holdbarhed, er lavet af genanvendte materialer eller er miljømærkede.
- Papir konverteres over i miljømærkede produkter og lavere gramvægt, hvor det er muligt.
- Skriveunderlag af plast udgår fra sortimentet, da de er problematiske at bortskaffe og potentielt kan indeholde hormonforstyrrende stoffer.
Ser frem til gode resultater
Med en halvering af sortiment opnår Region Syddanmark en hel stribe gode resultater:
- Årlig besparelse på 1,5 mio. kr.
- Estimeret besparelse på 2.700 transport-papkasser årligt pga. færre små ordrer. Det medfører en CO2-besparelse på 4,47 ton CO2
- Stigning i andel af miljømærkede varer fra 21 pct. til 25 pct.
- Betydelig reduktion af metalforbrug, hvilket medfører 0,89 tons mindre CO2-udledning.
- Øget levetid på produkter
- Flere genanvendelige materialer
- Øget omsætning på miljømærkede varer
- Stigning i varer på udbudsaftale fra 55 pct. til 92 pct.
- Frigivelse af lagerpladser
- Forlænget skrivelængde på kuglepenne medfører en CO2-besparelse på 22 tons CO2
Kuglepennen med lang rækkevidde
I det gamle sortiment havde en af de mest populære kuglepenne en skrivelængde på 260 meter. Den er fravalgt i det nye sortiment, og der er i stedet valgt en kuglepen, der kan skrive 1.900 meter.
Ved at vælge den nye model, der skriver længst, kan man dermed spare indkøb af seks af de kuglepenne, der tidligere var i sortimentet, og det grønneste køb er jo som bekendt intet køb.