Skip til primært indhold

Regionen sænkede energiforbruget i fjerde kvartal 2022

Lavere temperaturer i administrative arealer, ingen unødvendig belysning, kortere fyringssæson og ikke mindst stor opbakning til energitiltag og nye energisparende vaner blandt medarbejderne er årsagen til, at det er lykkedes regionen at skære ned for både varme- og strømforbrug.

termometer viser 19 grader

Ét af de energibesparende tiltag, som Region Syddanmark gennemførte var at sænke temperaturerne til 19 grader i kontorer og administrative arealer.

I de sidste tre måneder af 2022 skar Region Syddanmark fire pct. af regionens samlede varmeforbrug og tre pct. af regionens samlede elforbrug sammenlignet med samme periode året før.

Omregnet til en almindelig husstands forbrug svarer regionens varmebesparelse til 76 almindelige husstandes (villa) årsforbrug, mens regionens elbesparelse svarer til 124 husstandes årlige elforbrug. Det viser en statusopgørelse over de fire energibesparende tiltag, som regionen satte i gang i oktober 2022.

På det tidspunkt stod Danmark og Europa i en alvorlig situation, hvor man på grund af energikrisen, som var afledt af Ruslands invasion af Ukraine, så ind i en vinter, hvor Danmark kunne risikere at mangle energi.

Den situation fik regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening til at indgå en aftale om, at der på grund af energikrisen skulle spares på energien i det offentlige.

Fire energibesparende tiltag

I Region Syddanmark blev bl.a. disse fire energibesparende tiltag indført:

  • Sænkning af temperaturerne til 19 grader i kontorer og administrative arealer,
  • Ingen unødvendig belysning
  • Forkortelse af fyringssæsonen
  • Opfordring til regionens medarbejdere om at spare på strømmen, hvor det er muligt, bl.a. på standby-strømforbrug.

De nye tiltag var en markant udvidelse af regionens energibesparende indsatser, og selv om sygehusene i regeringens aftale var undtaget fra reglerne pga. hensynet til patienter, besluttede alle syddanske sygehuse og enheder at bidrage til at spare strøm og energi.

Det skete ud fra en præmis om, at energiindsatserne ikke måtte gå ud over patienter, og at temperatursænkningen skulle ske under hensyn til lokale forhold. Det betød f.eks., at AMK-Vagtcentralen blev friholdt for temperatursænkning i de lokaler, hvor medarbejderne har 24-timers drift.

Indsatser virker

Region Syddanmarks medarbejdere bakkede fra dag et op om de fire energibesparende tiltag, og efter tre måneder kunne effekten af indsatserne aflæses.

I fjerde kvartal 2022 reducerede Region Syddanmark samlet set varmeforbruget med fire pct. og elforbruget med tre pct. i forhold til samme kvartal året før.

I faktiske tal er det 1.370 MWh varme og 557.000 kWh el, og regionens samlede varmebesparelse svarer til 76 almindelige husstandes (villa) årsforbrug, og elbesparelsen svarer til 124 husstandes årlige elforbrug.

Eksempler på resultater

Herunder ses eksempler på de opnåede energibesparelser på regionens sygehuse og enheder i fjerde kvartal 2022: 

  • Sygehus Lillebælt i Vejle og Kolding reducerede varmeforbruget på sygehusene med 16 pct.
  • Odense Universitetshospital (OUH) sparede 100.000 kWh pr. måned, hvilket svarer til omkring 22 husstandes årlige elforbrug. Dertil blev varmeforbruget i de administrative arealer reduceret med seks pct.
  • Regionshuset i Vejle skar 26 pct. af varmeforbruget ved at sænke temperaturen til 19 grader i kontorer, mødelokaler og fællesarealer. Dertil blev der brugt 15 pct. mindre strøm i kraft af elbesparende initiativer og ændret medarbejderadfærd.

Regionens besparelser på varmeforbruget er alene er opnået i administrative arealer, mens bygninger med patientnære funktioner ikke er blevet påvirket af reguleringen af rumtemperaturen.

APPFWU02V