Almen læger
Din praktiserende læge tager sig af lægebehandlingen i dagtiden. Din læges navn, adresse og telefonnummer kan du finde på dit sundhedskort.
Din læge er en nøgleperson i sundhedsvæsenet. Din læge kan klare langt de fleste henvendelser uden at henvise til anden behandling.
For at komme til behandling i en række andre behandlingstilbud skal du have en henvisning fra din læge. Det gælder behandling på sygehuse og hos fysioterapeut, fodterapeut eller psykolog og hos de fleste speciallæger.
Det kræver ikke henvisning fra din læge at komme til behandling hos ørelæge, øjenlæge eller kiropraktor.
Min Læge app
Du kan finde kontaktoplysninger på din læge i appen MinLæge. Fra appen kan du også bestille tid ved lægen, anmode om receptfornyelse og skrive til din læge (e-konsultation).
Du kan se mere om appen og hente den her.
Hvis du skal vælge eller skifte læge
Ønsker du at vælge eller skifte læge, kan du gøre det via borger.dk, hvis du har MitID. Du kan også henvende dig til din bopælskommune for valg eller skift af læge. Kommunen kan oplyse dig om, hvilke lægepraksis, du har mulighed for at vælge. Du kan også finde en oversigt over lægepraksis i hele landet på sundhed.dk.
Du har i princippet frit lægevalg. Den læge du ønsker at blive tilmeldt skal dog have åbent for tilgang.