Kandidatlister og stillerkrav
Kandidatlister skal anmeldes på en særlig formular godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren. Formularen kan afhentes i regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle eller du kan kontakte valgsekretariatet, hvis du ønsker formularen fremsendt med almindelig post.
Bemærk, at kandidatlisteformularer fra regionalvalget i 2021 stadig vil kunne bruges og er gyldige. Ministeriet anbefaler dog brug af de nye formularer. Formularerne til anmeldelse af valgforbund fra 2021 er ikke gyldige og kan ikke længere bruges.
Partier, der blev valgt ind i Regionsrådet ved valget i 2021, og som fortsat er repræsenteret i det nuværende regionsråd, kan anmode om fritagelse for kravet om stillere. Det gør man ved at anmelde (indlevere) en kandidatliste i perioden den 2. september til den 16. september 2025 kl. 12.00.
Partier, der ikke blev valgt ind i Regionsrådet ved valget i 2021, samt partier, der blev valgt ind, men som ikke længere er repræsenteret i det nuværende Regionsråd, skal anmelde (indlevere) deres kandidatliste i perioden den 16. september til den 30. september 2025 kl. 12.00. Til disse kandidatlister skal der være et mindsteantal stillere. Der skal indleveres mindst 175 gyldige stillere.
Indlevering skal ske til valgsekretariatet, regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle. Åbningstider mandag til torsdag fra kl. 8.00 til kl. 15.30 og fredag kl. 8.00 til 14.00.
Valgsekretariatet svarer meget gerne på spørgsmål fra partier og borgere angående kandidatlister, stillerkrav mv.
Nedenfor kan du læse mere om reglerne for opstilling til regionalvalget.
Regler for opstilling til regionalvalget
Hvis du ønsker at stille op til valget, skal du først beslutte, om du vil
- opstille alene,
- opstille for et parti, der er repræsenteret i Folketinget eller
- opstille for en lokal borgerliste.
Alle, der opstiller til regionalvalget, opstiller på kandidatlister.
Kandidatlisten skal bl.a. have et navn (listebetegnelse).
Uanset hvordan du ønsker at stille op, skal du derfor udfylde en formular (kandidatliste) med en række oplysninger.
Kandidatlisten skal indleveres til formanden for valgbestyrelsen i den region, du ønsker at stille op i. Modtagelsen af kandidatlister varetages af valgsekretariatet på vegne af formanden for valgbestyrelsen og valgbestyrelsen i Region Syddanmark.
Du kan få udleveret formularen til kandidatlisten af regionen, hvis du ønsker at stille op til regionalvalget. Du får samtidig udleveret en vejledning til, hvordan du udfylder formularen.
Formular til kandidatlister kan afhentes i regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle eller fremsendes med almindelig post.
Du skal være valgbar for at stille op til regionalvalget.
Det betyder, at du skal opfylde nogle grundlæggende betingelser for at stille op og blive valgt ind i regionsrådet.
Man er automatisk valgbar, når man har valgret, dvs. hvis man er fyldt 18 år og har fast bopæl i regionen og
- er dansk statsborger eller
- er statsborger i et andet EU-land, Island, Norge, Storbritannien og Nordirland eller
- uden afbrydelse har boet mindst fire år i Danmark, Grønland eller på Færøerne.
Siden 1. juli 2016 har personer, der er umyndige, haft ret til at stemme til kommunale og regionale valg.
Følgende personer har dog ikke valgret og kan derfor ikke stille op til regionalvalget
- udlændinge, der er på tålt ophold, udlændinge, der er udvist ved endelig dom (efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c),
- udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse (efter udlændingelovens §§ 25-25 b), og
- udlændinge, der opholder sig i Danmark for at afsone straf m.v. idømt af en international straffedomstol.
For at blive valgt til Regionsrådet må du ikke have fået en straf, der medfører tab af valgbarhed. Der er fastsat objektive kriterier for, hvornår man ikke er valgbar til Regionsrådet på grund af straf.
Udgangspunktet er, at man mister sin valgbarhed, hvis man idømmes frihedsstraf, eller hvis man ubetinget frakendes førerretten til bil.
Du mister dog ikke din valgbarhed, hvis der:
- Er gået mindst tre år, efter at straffen er udstået, ophævet eller bortfaldet.
- Er gået mindst fem år, fra du blev idømt forvaring eller ubetinget fængsel i seks måneder eller mere.
En dom om betinget fængselsstraf medfører desuden kun tab af valgbarhed i den valgperiode, hvor straffen er idømt.
Du kan under alle omstændigheder stille op som kandidat til valget, uanset om du har fået en straf, der medfører tab af valgbarhed. Hvis du bliver valgt til Regionsrådet, skal du underrette regionsrådsformanden, hvis du på valgdagen ikke er valgbar på grund af straf.
Partier, der blev valgt ind i Regionsrådet ved valget i 2021, og som fortsat er repræsenteret i det nuværende regionsråd, kan anmode om fritagelse for kravet om stillere. Det gør man ved at anmelde (indlevere) en kandidatliste i perioden den 2. september til den 16. september 2025 kl. 12.00.
Partier, der ikke blev valgt ind i Regionsrådet ved valget i 2021, samt partier, der blev valgt ind, men som ikke længere er repræsenteret i det nuværende Regionsråd, skal anmelde (indlevere) deres kandidatliste i perioden den 16. september til den 30. september 2025 kl. 12.00. Til disse kandidatlister skal der være et mindsteantal stillere. Der skal indleveres mindst 175 gyldige stillere.
I formularen til stillere er der plads til 75 underskrifter. Hvis du skal anmelde en kandidatliste med stillere, skal du derfor have tre formularer til indhentning af stillere.
Indlevering skal ske til valgsekretariatet, regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle. Åbningstider mandag til torsdag fra kl. 8.00 til kl. 15.30 og fredag kl. 8.00 til 14.00.
Den, der indleverer en kandidatliste, har ret til en kvittering for indleveringen med angivelse af tidspunkt.
For alle de nævnte frister gælder, at kandidatlister, anmeldelser mv., der modtages af formanden for valgbestyrelsen pr. e-post inden fristens udløb, er rettidigt indgivet.
En kandidatliste skal mindst indeholde navnet på én kandidat, og må maksimalt indeholde fire kandidater mere, end der kan vælges til Regionsrådet i den pågældende region. En kandidatliste, der stiller op til valget i Region Syddanmark, må derfor maksimalt indeholde 35 kandidater.
En kandidatliste skal for at kunne blive godkendt af valgbestyrelsen have en listebetegnelse. En listebetegnelse, der er sammenfaldende eller giver anledning til forveksling med kandidatlisterne for et parti, der er opstillingsberettiget til folketingsvalg, kan ikke blive godkendt.
Som listebetegnelse kan ikke anvendes enkelte bogstaver såsom A, B, C osv., eller en kombination af bogstaver, der ikke danner et ord, f.eks. SF, CD, RV, KRF osv. En kandidatliste kan heller ikke få en listebetegnelse godkendt, der består af ordet ”liste” og et bogstav eller en kombination af bogstaver, der ikke danner et ord, f.eks. ”Liste T”. Man kan heller ikke få en listebetegnelse godkendt, hvori der indgår enkelt bogstaver, f.eks. ”Moderat T”.
Angivelsen af, hvordan kandidatens navn ønskes anført på stemmesedlen, skal ske på kandidatanmeldelsen. Kandidaternes navne skal anføres på stemmesedlen med fornavne eller forbogstaver først. Du vil som kandidat blive anført på stemmesedlerne med dit fulde navn, medmindre du på kandidatlisten har angivet en anden måde, du ønsker dit navn anført på. På stemmesedlen skal der mindst anføres ét fornavn eller forbogstav samt efternavn eller mellemnavn. Du kan kun få anført mellem- og efternavne, som du er berettiget til at føre efter navneloven, eller mellemnavne, som er anmeldt til CPR. I stedet for fornavnet kan du anføre et kaldenavn, der er afledt af dit fornavn.
Reglerne om opstilling og godkendelse af kandidatlister til kommunale og regionale valg findes i bekendtgørelse af lov om kommunale og regionale valg §§ 19-36.
Du kan finde yderligere oplysninger om regionale valg hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet.