Den Dansk-Tyske Region: Vækst kræver planlægning og prioritering
Den Dansk-Tyske Region præsenterede sig tirsdag for højtstående politikere og erhvervsfolk i Berlin. Der var enighed om, at regionen har et stort potentiale for at blive et vækstcentrum, men at infrastrukturen for mennesker og varer skal forbedres.
Der var fuldt hus på den danske ambassade, da Den Dansk-Tyske Region tirsdag var på charmeoffensiv i Berlin. Til den såkaldte parlamentariske aften, som var arrangeret af ambassaden i samarbejde med det dansk-tyske erhvervsprojekt Vækstcentret, var der fint besøg af tyske og danske parlamentsmedlemmer, interesseorganisationer og store virksomheder som Deutsche Bahn og Vestas Tyskland.
Målet med aftenen var at overbevise de tyske beslutningstagere om, at de skal kigge mod nord – især når det gælder vedvarende energi og infrastruktur. Og netop infrastruktur blev et af aftenens nøgleord, idet både oplægsholdere og spørgere hele tiden kredsede om samme konklusion: Den Dansk-Tyske Region har en unik beliggenhed med et stort vækstpotentiale – men infrastrukturen for mennesker, virksomheder og energi skal udbygges.
- Gevinsten ved at binde Jylland sammen med Hamborg er uvurderlig i forhold til at skabe vækst og arbejdspladser, og i aften blev jeg overbevist om, at viljen er der på begge sider af grænsen. Nu skal vi samarbejde målrettet om de vigtigste områder, siger Carl Holst, regionsrådsformand i Region Syddanmark og dansk formand for Vækstcentrets politiske styregruppe
Sammenhæng på skinner, vej og elnet
Hermann Albers, formand for det tyske vindmølleforbund ”Bundesverband Windenergie” understregede, at Syddanmark og Slesvig-Holsten har fælles styrker i forhold til bæredygtig energi. Men potentialet kan udnyttes langt bedre, mener han.
- Vi bliver nødt til at afstemme vores ønsker og koordinere indsatsen, både hvad angår skinner, veje og elnettet. Regionen har mistet arbejdspladser de seneste år på grund af en svag infrastruktur, og gør vi ikke noget, er der fare for, at det tyske kort fremover slutter nord for Hamburg, sagde Hermann Albers.
Indfri regionens potentiale
Danmarks ambassadør i Berlin, Per Poulsen-Hansen, bød velkommen til de mange deltagere. Han så aftenen som en kærkommen mulighed for at præsentere den dansk-tyske region over for en række centrale aktører i Berlin.
- Det glæder mig, at så mange regionale og nationale beslutningstagere er til stede i aften. Jeg håber, at nye snitflader for grænseoverskridende samarbejde bliver identificeret, så vi i fællesskab kan indfri regionens store potentiale, sagde ambassadøren.
Stephan Kleinschmidt, projektleder for Vækstcentret, håber også, at aftenen bliver startskuddet for nye dansk-tyske alliancer.
- Aftenen handlede i høj grad om, at folk skulle få øjnene op for hinanden på tværs af grænsen. Vi har hørt hinandens ønsker og prioriteter, og det næste skridt bliver at skabe sammenhæng mellem dem, sagde han.
Fakta
Ca. 100 personer deltog i den parlamentariske aften i Berlin. Følgende nøgleaktører talte:
Per Poulsen-Hansen, Danmarks ambassadør i Tyskland
Carl Holst, regionsrådsformand i Region Syddanmark
Enak Ferlemann, parlamentarisk statssekretær i Forbundsministeriet for Transport, Byggeri og Byudvikling
Ingrid Nestle, statssekretær i Ministeriet for Energi, Landbrug, Miljø- og Landdistrikter i Slesvig-Holsten
Herman Albers, præsident for Bundesverband Windenergie e.V.
Benny Engelbrecht, medlem af Folketinget, formand for transportudvalget
Andreas Eichler, Vice President Sales Germany for Vestas Deutschland GmbH
Jakob Lau Holst, vicedirektør i Vindmølleindustrien
Uwe Möser, præsident for IHK Flensburg
Dr. Christoph Emminghaus, direktør for Rambøll Management Consulting GmbH
- Læs mere om den dansk-tyske region på www.dinregionsportal.dk.
- Den parlamentariske aften var arrangeret af den danske ambassade i samarbejde med Vækstcentret, et fælles dansk-tysk erhvervsfremmeprojekt. Det er finansieret af Region Syddanmark og de nordtyske erhvervsfremmeselskaber Kiel Region GmbH og Entwicklungsagentur Nord GmbH.
Yderligere oplysninger fås hos:
Carl Holst (V), regionsrådsformand og dansk formand for Vækstcentrets politiske styregruppe, mobil 4032 5210
Stephan Kleinschmidt, projektleder for Vækstcentret, mobil 5142 2321
Martin Jessen, rådgiver, Kgl. Dansk Ambassade i Berlin, tlf. +49-30 5050 2123