Nick holder aldrig op med at drikke

På en bænk foran Kolding Sygehus sidder Nick. Han har mange titler: Vagabond, spritter, promilledranker, Røde Nick, førtidspensionist. Og kronprins ikke mindst. I de farende svendes forening, forstås.

Lige i øjeblikket drikker Nick dog ikke alkohol. Han er på Antabus, og det har han været i nogle måneder. Den længste periode, han har været ædru, var fem måneder. Men ellers har Nicks 47-årige hårde liv været præget af, at han har været gadedreng, siden han var 15 år. Og alkoholen har været en trofast følgesvend. Af samme grund hedder Nicks hund Brøndum. Opkaldt efter snapsen.

- Alkohol er min bedste ven og min værste fjende. Jeg keder mig, når jeg ikke drikker, og jeg kan ikke rigtig finde ro, og så bliver jeg for alvorlig. Så kan jeg hurtigt blive aggressiv. Det bliver jeg ikke, når jeg drikker. Men min krop kan ikke holde til det mere, fortæller Nick, som foretrækker at interviewet foregår under åben himmel.

Lidt højere til loftet

Heldigvis er det en af de efterårsdage, hvor himlen er blå og de brændte farver funkler i solen. Over for Nick sidder socialsygeplejerske Tina Poder i en kørestol, som hun lige har trukket udenfor for at have noget at sidde i, mens interviewet foregår.

Det er meget sigende for hendes tilgang til arbejdet med de udsatte og sårbare borgere og patienter, som Tina og hendes kollega er ansat for at hjælpe. At nogle gange skal man slække lidt på regler og retningslinjer.

- Vi bruger rigtig meget tid på at undervise personalet på hele sygehuset i, at når der kommer et menneske som Nick, er der nogle gange brug for, at der er lidt højere til loftet. At man vender tankegangen lidt, for vi kan ikke sætte alle patienter i samme kasser og rammer. Vi vil rigtig gerne være med til at gøre en forskel her på sygehuset, så vi kan rumme alle patienter med hver deres behov, fortæller Tina Poder.

”Åh nej, nu kommer han igen og har drukket”

Nick stiller op til interview for at fortælle om, hvor stor en forskel det gør for ham, at der er blevet ansat socialsygeplejersker på sygehuset.

- I møder os i øjenhøjde. Det synes jeg, I gør. Og når man endelig er her, så bliver man også tjekket for alt muligt andet, som man nok ikke lige ville være kommet til lægen med. Jeg har nogle brystkirtler, der er hævet. Det er der blevet taget hånd om. Der er blevet taget en masse prøver og scanninger.

Tina Poder og hendes kollega forsøger at dæmme op for den stigmatisering, som sårbare patienter ofte møder. At man dømmer et menneske som Nick og tænker ”åh nej, nu kommer han igen og har drukket”.

- Der er ikke nogen af de her patienter, som har rakt hånden op i folkeskolen og sagt ”når jeg bliver voksen, vil jeg være landevejsridder og lide af de her sygdomme, drikke meget og tage stoffer”. Vi skal huske, at der er mennesker bag, og der er en grund til, at de har det her forbrug. Der ligger som regel noget psykisk bag. De har uro og tankemylder. Det handler ikke om at drikke sig i hegnet. Det handler om at selvmedicinere, siger Tina Poder.

Der skal være plads til en øl og en smøg

Førhen var det fast procedure, at hvis en som Nick kom ind på sygehuset og var fuld og havde ondt i maven, så skulle han afruses, før man ville undersøge ham. Men det er ikke alle, der ønsker eller magter en afrusning, som er voldsomt ubehagelig for garvede alkoholikere.

- Vi arbejder med en skadesreducerende tilgang, hvor vi vurderer om patienter som Nick skal tilbydes en øl, frem for en afrusning, for at kunne gennemgå behandling. Han generer ikke nogen, og vi skal forsøge at opretholde en funktionspromille, så han ikke får kramper og bliver dårlig. Vi udleverer også cigaretter ved behov, for det kan også være med til at give noget ro, lige at komme ud og få en smøg en gang i mellem.

Tæt samarbejde med gadesygeplejerskerne

Socialsygeplejerskerne har et meget tæt samarbejde med kommunens gadesygeplejersker og støtte-kontaktpersoner.

Gadesygeplejersken ringer for eksempel til Tina og siger, at Nick har brug for at komme ind på sygehuset til en afrusning. Så koordinerer hun det. Det kan også være en borger, der er udeblevet fra undersøgelser, fordi han ikke kan rumme at komme på sygehuset. Når han så er inde i en god periode, og er klar til at komme op på sygehuset, så er Tina klar til at støtte ham.

- Så møder jeg borgeren i forhallen og følger med hen til scanningen og har måske lige en øl med i baglommen, fordi det lige er det, der skal til for at få ro på, forklarer Tina Poder.

Udsatte borgere vil også gerne vise sig fra deres bedste side

Hun understreger, at selvom man er et sårbart eller udsat menneske, så vil man gerne være pligtopfyldende. Så de prøver at lade være med at drikke og vil gerne møde ædru op til deres undersøgelse på sygehuset, men de bliver ofte dårlige, fordi de ikke har drukket. Så det er bedre, at Tina sørger for, at de får en øl, så der er ro på, så de kan få gennemført undersøgelsen eller behandlingen.

- Det handler om, hvad der er realistisk her og nu. Hvis du ikke har det godt psykisk, og dit liv er fyldt med tumult, så er det ikke realistisk at blive ædru. Derfor forlader sårbare patienter også ofte deres behandling eller indlæggelse, før den er afsluttet. Vi bliver nødt til at se det hele menneske og ikke tvinge dem til at indgå i en behandling, de ikke kan rumme at være i, for så fejler vi alligevel, forklarer Tina Poder.