Skip til primært indhold

Klamydia-boom: Region afsætter 2,7 mio. kr. til seksualklinikker

Antallet af unge med klamydia er stærkt stigende i Danmark. I dag har de unge mulighed for at blive testet gratis for klamydia og andre kønssygdomme på seks klinikker for seksuel sundhed i Region Syddanmark. Fra 2025 vil regionsrådet støtte klinikkerne permanent med 2,7 mio. kr. årligt.

De seneste år er der sket en kraftig vækst i antallet af unge, der smittes med kønssygdomme som klamydia og gonorré. I 2022 blev der sat rekord med 41.634 påviste tilfælde af klamydia og gonorré på landsplan. 86 procent af tilfældene blev fundet hos unge mellem 15 og 29 år.

I samarbejde med Odense, Vejle, Fredericia, Varde og Esbjerg kommuner driver Region Syddanmark seks klinikker for seksuel sundhed. To i Odense og en i henholdsvis Vejle, Fredericia, Varde og Esbjerg. Klinikkerne tilbyder blandt andet gratis test for kønssygdomme. Ud over den gratis test tilbyder klinikkerne også anonym rådgivning og gratis prævention og graviditetstest.

Derudover samarbejder OUH med AIDS-Fondet, som også tester for klamydia og andre kønssygdomme på Checkpoint, som bor i samme bygning som klinikken i Odense centrum. Regionen finansierer transport og analyse af de tests, der foretages af AIDS-Fondet.

Hidtil har klinikkerne og samarbejdet med AIDS-Fondet været finansieret af projektbevillinger, som udløber i 2024. Men regionsrådet har besluttet at afsætte 2,7. mio. kr. årligt fra 2025 og frem til permanent drift af klinikkerne og til fortsat støtte af AIDS-fondets arbejde i Odense i de næste tre år.

Klinikkerne er et vigtigt alternativ

Formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark Mette With Hagensen (S) er glad for den permanente støtte til klinikkerne:

- Vi ved, at klinikkerne tiltrækker unge, som ikke ellers ville være gået til deres egen læge med de samme problemstillinger. Derfor er det så vigtigt, at vi har sådan et tilbud til de unge – hvor de kan møde op anonymt og få hjælp af dygtige sundhedsuddannede medarbejdere, som er gode til at skabe en tryg atmosfære.

Formålet med klinikkerne er helt overordnet at styrke unges seksuelle sundhed og trivsel. Det indebærer blandt andet at forebygge uønskede graviditeter, aborter og seksuelt overførte sygdomme.

Godt samarbejde skaber gode tilbud

De første klinikker for seksuel sundhed blev oprettet i 2019 i Vejle og Fredericia, og siden da er de resterende fire klinikker kommet til. Alle klinikker drives og finansieres i fællesskab med de respektive kommuner, og sådan bliver det også fremover.

Udvalgsformand Pernelle Jensen (V), Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark glæder sig over det gode samarbejde:

- Klinikkerne er et rigtig godt eksempel på, hvor gode tilbud vi kan stable på benene, når vi samarbejder på tværs og trækker på de forskellige kompetencer, vi har i region og kommuner. Fra regionens side kan vi for eksempel stille en læge til rådighed, som hjælper med at lægge spiraler og anden prævention, mens kommunerne stiller med medarbejdere, der blandt andet kan tage de svære samtaler med de unge om seksuel identitet, og hvad der nu ellers fylder hos dem.

På regionsrådsmødet 16. december 2024 blev det endeligt besluttet, hvordan de 2,7 mio. kr. skal fordeles mellem de forskellige klinikker og AIDS-Fondet.

Klinikkerne har en positiv effekt

I foråret 2024 blev der lavet en evaluering af klinikkerne, som blandt andet indeholdt en spørgeskemaundersøgelse, som 311 unge brugere af klinikkerne besvarede.

Spørgeskemaundersøgelsen viste blandt andet:

  • Klinikkerne tiltrækker unge, der ellers ikke ville være gået til egen læge med den samme problemstilling, som de har fået hjælp til i klinikkerne. I klinikkerne ses en gruppe af unge, der aldrig har været i kontakt med en fagperson i sundhedsvæsenet om spørgsmål om seksualitet og seksuel sundhed.
  • Der ses en tendens til, at størstedelen af de unge, der har besøgt klinikkerne, aldrig eller kun nogle gange anvender kondom under sex. Denne målgruppe er i stor risiko for enten af blive smittet med eller videregive smitte med kønssygdomme.
  • Størstedelen af de unge har anvendt fortrydelsespiller, og 15 procent har anvendt fortrydelsespiller mere end tre gange.
  • Mere end en tredjedel af de unge har oplevet overgreb eller seksuelt grænseoverskridende adfærd mindst én gang.
APPFWU02V