Skip til primært indhold

Odense Universitetshospital og Kolding Sygehus skal huse senfølgeklinikker for COVID-19

Region Syddanmark opretter klinikker for patienter, der oplever senfølger af COVID-19 på Odense Universitetshospital og på Kolding Sygehus.

Syddanskere, der har været smittet med COVID-19, kan opleve eftervirkninger af sygdommen. Det kan for eksempel være træthed, åndenød, muskelsmerter, brystsmerter, hoste og tab af smags- og lugtesans.
 
Nogle patienter mærker senfølgerne i en mild grad, mens andre mærker dem meget tydeligt.
 
I bestræbelserne på at hjælpe patienter, der lider af eftervirkninger i lang tid, opretter Region Syddanmark nu i tråd med Sundhedsstyrelsens retningslinjer to klinikker for senfølger på henholdsvis Odense Universitetshospital og Kolding Sygehus. 
 
I Odense åbnede tilbuddet allerede 1. november, mens man i Kolding er i færd med at få de sidste detaljer på plads.

Sygehusene skal blive klogere på sygdommen

Sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S) glæder sig over, at regionen hurtigt har fået tilbuddene på benene og ser frem til at blive klogere på sygdommen:
 
- I tråd med den imponerende tilpasningsevne, som sygehusene viste i foråret, har de nu fået stablet to gode tilbud på benene, der skal hjælpe patienter med senfølger efter COVID-19. Vi ved ikke alt om sygdommen og eftervirkningerne endnu, og det er derfor, det giver god mening at samle patienterne på nogle få steder, der så opbygger en masse viden og forhåbentlig kan hjælpe patienterne videre.
 
Klinikkerne er murstensløse. Det vil sige, at det er et samarbejde mellem en lang række specialer, der i Odense Universitetshospitals tilfælde er forankret på Infektionsmedicinsk Afdeling. På Kolding Sygehus er det afdelingen Medicinske Sygdomme, der er ankerpunktet.

Patienter med milde symptomer skal følges af den praktiserende læge

Patienter, der ikke har været indlagt, men som oplever symptomer på senfølger efter COVID-19, vil som udgangspunkt blive udredt og behandlet hos patientens egen praktiserende læge.
 
Patienter med mere komplekse og langvarige forløb, der kræver specialiseret viden, bliver henvist af egen læge til senfølgeklinikkerne på Odense Universitetshospital eller Kolding Sygehus. 
 
Det er senfølgeklinikkerne, der skal holde tråd i patienterne, men selve udredningen og rehabiliteringen kan altså godt finde sted på det nærmeste sygehus.
 

Yderligere information:

APPFWU01V