Skip til primært indhold

Region Syddanmarks indkøbskurv bliver grønnere

Regionsrådet i Region Syddanmark har netop besluttet at gå med i Miljøministeriets Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb. Dermed forpligter regionen sig til at foretage grønne indkøb på en række områder.

Region Syddanmark forpligter sig nu til at træffe miljø- og energirigtige valg i forhold til alt fra elforbruget i medarbejdernes computere, benzinforbruget i regionens biler og til de rengøringsmidler, hospitalsudstyret bliver rengjort med. Det sker efter, at regionen mandag besluttede at gå med i Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb og skabe synlighed omkring de grønne indkøb.

- Vi energirenoverer. Vi har solceller på vores sygehuse. Vi leaser miljørigtige biler. Vi har allerede fokus på miljø og bæredygtighed masser af steder i regionen. Med partnerskabet forpligter vi os nu til løbende at gøre status over, hvor grønne vores indkøb faktisk har været, siger regionrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst.

Region Syddanmark køber årligt vare- og tjenesteydelser for syv mia. kroner. Som offentlig indkøber kan regionen derfor i væsentlig grad være med til at understøtte den grønne efterspørgsel.

Enslydende miljøkrav og grøn videndeling

Sammen med blandt andre en række kommuner, Region Midtjylland og Miljøministeriet, der allerede er med i partnerskabet, vil Region Syddanmark fremover være med til at stille enslydende miljøkrav til virksomhederne. Og samtidig indebærer partnerskabet en forpligtelse til at dele de gode idéer. Det glæder miljøministeren:

- Jeg er glad for, at Region Syddanmark nu går med i vores partnerskab, og jeg håber, at de sidste tre regioner også tilslutter sig. Regionerne køber ind for rigtig mange penge, så det batter virkelig, når de træffer grønne valg om alt fra elforbrug til skurepulver uden problematisk kemi. Det offentlige køber hvert år ind for 300 mia. kroner, og med så stor en indkøbsmuskel kan vi bane vejen for et større marked med grønne produkter, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Partnerskabets medlemmer har nu et samlet indkøbsvolumen på 33 mia. kroner, og de deltagende kommuners indkøb svarer til 30 procent af de totale danske kommunale indkøb.

Fakta om Partnerskabet

Siden Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb i 2006 blev grundlagt af Miljøministeriet i samarbejde med København, Odense og Aarhus kommuner, har Herning, Egedal, Sønderborg, Frederiksberg, Roskilde og Gladsaxe Kommune samt Vandcenter Syd tilsluttet sig. Region Midtjylland har deltaget siden 2013. Medlemmerne bruger også partnerskabet til at dele viden og løsninger på indkøbsområdet.

Læs mere om Partnerskabet på hjemmesiden.

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, telefon 40 32 52 10.

Pressemedarbejder Jakob Volf, Miljøministeriet, telefon 91 36 58 33, e-mail: licle@mim.dk

Om Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb: Funktionsleder Mikkel Stenbæk Hansen, Miljøstyrelsen, telefon 72 54 43 43, e-mail: mshan@mst.dk

APPFWU01V