Skip til primært indhold

Stort digitalt løft til mennesker med psykisk lidelse

Region Syddanmark har indgået aftale om en ny digital infrastruktur til terapiforløb, som skal være med til at give mennesker med psykisk lidelse i hele Danmark hurtigere hjælp.

Borgere i hele landet kan fra 2028 se frem til hurtigere hjælp til selvhjælp ved psykisk lidelse. En ny fællesoffentlig behandlingsplatform skal gøre det muligt at tilbyde lettilgængelige og fleksible digitale forløb til borgere, som f.eks. lider af mild til moderat angst og depression. 

Afdelingschef Marie Paldam Folker, Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark, glæder sig til at kunne tilbyde endnu hurtigere og bedre psykiatrisk hjælp:

- Vi har allerede solide erfaringer med, at digitale terapiforløb kan hjælpe mennesker med psykiske lidelser. Med den nye platform får vi en stærk ramme for at udbrede de tilbud, vi ved, der virker, og gøre dem tilgængelige for endnu flere borgere. Det giver os mulighed for hurtigere at tilbyde målrettet støtte og behandling og for at udvikle nye tilbud, så vi kan møde borgernes forventninger om tidlig og let tilgængelig støtte og behandling. 

Et fælles fundament for digitale terapiforløb

Den fællesoffentlige behandlingsplatform bliver tilgængelig for kommuner og regioner i hele landet, og Morten Lundgaard, IT-direktør i Region Syddanmark og formand for projektets styregruppe, glæder sig over de nye muligheder, som platformen giver:

- Vi ser Fællesoffentlig Behandlingsplatform som en vigtig brik i styrkelsen af det nære sundhedsvæsen, hvor danskere med psykiske vanskeligheder får hjælp, dér hvor de er. Platformen skal understøtte en ny måde at tilbyde behandling og støtte på, hvor fleksibilitet, tilgængelighed og kvalitet går hånd i hånd. 

Center for Digital Psykiatri har allerede en række løsninger og gode erfaringer med at tilbyde digitale behandlingsforhold. Den nye platform skal samle de eksisterende løsninger og understøtte udviklingen af nye tilbud i ét fælles system, så der skabes et stærkt fundament for også fremadrettet at kunne levere behandling og støtte af høj kvalitet. På sigt kan platformen også udvides til at understøtte behandlingstilbud på tværs af psykiatri og somatik, f.eks. for mennesker med kroniske sygdomme.

Projektet er en del af initiativerne under Aftalen om mere behandling hjemme, forankret i Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark. Aftaleparterne bag er Regeringen, Danske Regioner og KL. 

Region Syddanmark har indgået kontrakt med IT-virksomheden Trifork Digital Health A/S om udvikling, implementering og vedligeholdelse af den kommende nationale Fællesoffentlig Behandlingsplatform. 

APPFWU02V