Skip til primært indhold

Sygehuset i Nyborg skal bygges om for 80 mio. kr.

Det syddanske regionsråd bevilgede på mødet den 27. oktober 2025 70 mio. kr. til en større ombygning af sygehuset i Nyborg. Byggeriet går i gang senere på året.

Nyborg Sygehus skal også fremover være et lokalt sygehus, hvor patienter fra nærområdet kan komme i ambulant behandling. Sygehuset skal rumme et medicinsk daghospital og et medicinsk fællesambulatorium, hvor flere specialister på skift er til stede på sygehuset. Som en del af tilbuddet til lokale patienter vil sygehuset også tilbyde for eksempel røntgen og CT-scanninger. Desuden etableres en høreklinik på sygehuset, hvor der blandt andet tilbydes høreundersøgelser. 

Udover de ”lokale tilbud” skal Nyborg Sygehus også rumme mere specialiserede behandlinger for patienter dels fra Fyn og dels fra hele Region Syddanmark. Det drejer sig blandt andet om fertilitetsbehandling, rehabilitering af patienter med livstruende sygdomme og kikkertundersøgelser. 

Denne opgaveprofil for sygehuset vedtog regionsrådet ved årsskiftet 2023/24. For at skabe tidssvarende rammer for de fremtidige opgaver skal sygehuset ombygges for omkring 80 mio. kr. 

På mødet den 27. oktober 2025 bevilgede et enigt regionsråd omkring 70 mio. kr. til ombygningen. Regionsrådet har tidligere bevilget lidt over 10 mio. kr. til det indledende arbejde. 

Byggeriet går i gang senere på året 

Byggearbejdet skal i udbud, og den proces er allerede i gang. Selve byggeprojektet vil foregå i perioden november 2025 til engang i foråret 2027.

Det betyder, at Nyborg Sygehus kan tages fuldt i brug med de fremtidige opgaver i sommeren 2027.

APPFWU01V