Skip til primært indhold

100 unge giver nye bud på grænselandets fremtid

Danske og tyske unge drager i sommeren 2014 på et fælles højskoleophold for at debattere, hvordan Den Dansk-Tyske Region skal udvikle sig fremover. Opholdet afsluttes med et ungdomsparlament, hvor de unge vedtager en række forslag, som senere behandles i regionsråd og landdag.

Når 150-året for Slaget på Dybbøl markeres i 2014 bliver det blandt andet med særligt fokus på de unge, som er fremtiden i Den Dansk-Tyske Region.

I sommerferien 2014 mødes 50 danske og 50 tyske unge derfor til et højskoleophold i Aabenraa og Leck, hvor de via workshops, ”fremtidsværksteder” og oplæg fra bl.a. historiekyndige personer og virksomhedsrepræsentanter skal komme med deres egne bud på, hvad der skal karakterisere det dansk-tyske samarbejde fremover.

Højskoleopholdet er en del af projekt Dybbøl 2014, som Region Syddanmark, delstaten Slesvig-Holsten, Udviklingsråd Sønderjylland og Industrie- und Handelskammer zu Flensburg står bag.

- Vi vil bruge den historiske mærkedag til at se fremad, og derfor skal de unge naturligvis inddrages. Jeg glæder mig over, at netop højskolerne tager opgaven på sig og tilbyder de unge en oplevelse for livet – samtidig med at vi politikere kan få nye idéer til det dansk-tyske samarbejde ud af det, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Workshop og udflugter

Højskolen Østersøen i Aabenraa og Nordsee Akademie i Leck syd for grænsen samarbejder om det 14 dage lange ophold. De i alt 100 danske og tyske elever fordeles på begge skoler, men mødes også samlet om bl.a. en fodboldturnering og en grillaften.

Ud over at eleverne skal arbejde med de konkrete vækstudfordringer, er det nemlig også et særskilt formål for opholdet, at de unge opbygger langvarige relationer, der kan styrke deres uddannelse og karriere og samtidig intensivere samarbejdet hen over grænsen.

De to forstandere, Oke Sibbersen fra Leck og Peter Buhrmann fra Aabenraa, glæder sig til at lægge hus til den unge kulturudveksling.

- I mange år har den dansk-tyske grænseregion stået i centrum for kurser og seminarer på Nordsee Akademie og Højskolen Østersøen. Vi er overordentlig glade for nu at kunne deltage i et projekt som det foreliggende og ser meget store perspektiver. Vi ser frem til at gennemføre et spændende og givende højskoleophold på de to skoler, siger Oke Sibbersen fra Nordsee Akademie.

Grænseforeningen glæder sig

Afslutningen på højskoleopholdet bliver et ungdomsparlament i landdagen i Kiel, hvor de 100 unge vil få lejlighed til at møde ”rigtige” politikere og få et indblik i den demokratiske proces. Herefter skal de unge selv til stemmeknapperne og vedtage en række beslutningsforslag, som senere behandles i regionsrådet i Region Syddanmark og landdagen i Kiel.

Grænseforeningen har fra begyndelsen været dybt involveret i projektet, og formand Finn Slumstrup ser med spænding frem til, at idéen nu bliver vakt til live.

- Grænseforeningen går med glæde ind i samarbejdet om dette projekt. Vi har i lang tid været optaget af, hvordan man kan øge unge menneskers engagement i grænselandets fremtid. Målet må være at nå frem til, at Nordslesvig og Sydslesvig bliver en region, som unge mennesker vender tilbage til efter gennemført videregående uddannelse, så vi får standset den hjerneflugt, regionen i virkeligheden oplever, siger han.

Projekt Dybbøl 2014 er blevet til med midler fra EU’s INTERREG-program.

Du kan læse mere om højskoleopholdet og ungdomsparlamentet på hjemmesiden www.dybboel2014.dk  / www.dueppel2014.de 

Yderligere oplysninger fås hos:

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil 4032 5210

Forstander Peter Buhrmann, Højskolen Østersøen, Aabenraa, tlf. 4019 7349

Forstander Oke Sibbersen, Nordsee Akademie, Leck, tlf. + 49 - 160 94 81 92 88

Formand Finn Slumstrup, Grænseforeningen, tlf. 2467 8157

APPFWU02V