Skip til primært indhold

Nu træder råstofplanen i kraft

Selvom Råstofplan 2012 blev vedtaget i regionsrådet i december sidste år, træder den først delvist i kraft nu.

Der blev klaget til Natur- og Miljøklagenævnet over tre af de områder, hvor regionsrådet har besluttet, at der kan graves efter råstoffer som sand, ler og grus. Og da klager har en såkaldt opsættende virkning på hele råstofplanen, blev den populært sagt sat på ”pause”, mens nævnet behandlede klagerne.

En vigtig afgørelse

Råstofplan 2012 er vigtig i forhold til at sikre de nødvendige ressourcer til nye sygehusbyggerier, veje og anlæg og dermed en central brik for udviklingen og væksten i regionen. Derfor bad regionen Natur- og Miljøklagenævnet om at tage stilling til, om den opsættende virkning kunne indskrænkes til kun at gælde for de tre konkrete områder, der var klaget over.

Det har klagenævnet imødekommet, og derfor træder Råstofplan 2012 nu i kraft – med undtagelse af de tre områder, der er klaget over. Det er områderne ved Stepping i Kolding Kommune, Rostrup i Vejle Kommune og Hønkys Nord i Aabenraa Kommune. Natur- og Miljøklagenævnet kommer med en afgørelse i løbet af efteråret, og indtil da er det Råstofplan 2008, der gælder i de tre områder.

Glæde over afgørelse

Det glæder Bent Bechmann (K), som er formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer i Region Syddanmark, at klagenævnet har truffet denne afgørelse.

- Nu kan de berørte parter omsider komme videre. Der skal jo skaffes materialer til de igangværende udvidelser af motorvejsnettet på Fyn og i Trekantområdet, til det kommende universitetshospital i Odense og en lang række andre byggerier i de kommende år. Derfor er det afgørende, at vi kan omsætte planen til praksis, siger Bent Bechmann.

Fakta

  • Råstofplanen udarbejdes af regionen og omfatter indvinding og forsyning med råstoffer i de kommende år
  • Råstofplanen gælder for de kommende 12 år
  • Råstofplanen revideres én gang i hver valgperiode
    Se kort med grave- og interesseområder her: http://193.163.235.24/statistikker/kort.htm

Yderligere oplysninger fås hos:

Bent Bechmann (K), formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer, Region Syddanmark, mobil 2631 0686

Jakob Sønderskov Weber, afdelingschef, Region Syddanmark, mobil 2920 1551

APPFWU02V