Kom til klimafolkemøde i Middelfart
Region Syddanmark er medarrangør af Klimafolkemødet, der finder sted på havnefronten i Middelfart 28. til 30. august 2025. Klimafolkemødet er for alle – borgere, beslutningstagere, virksomheder, NGO'er og organisationer – der interesserer sig for klimaet og den grønne omstilling. I år sætter regionen bl.a. fokus på vejen til grønne hospitaler og mindre klimabelastende medicin.
Når dette års klimafolkemøde går i gang 28. august 2025, er Region Syddanmark med som medarrangør. Regionen har bidraget med 2 mio. kr. til planlægning og afvikling af Klimafolkemødet, og regionsrådsformand Bo Libergren (V) vil sammen med Johannes Lundsfryd (S), der er borgmester i Middelfart Kommune, åbne Klimafolkemødet og byde velkommen.
Se eksempler på sygehusenes klimaindsatser
I år sætter regionen sammen med de andre regioner fokus på vejen til grønnere hospitaler. Det sker fx på regionernes fælles stand, hvor man kan se eksempler på nogle af de klimaindsatser, der er sat i gang på sygehusene i Danmark. Ved siden af standen kan man også møde Ambulance Syd, som vil vise et eldrevet køretøj frem, der bruges i det præhospitale arbejde.
Regionernes stand er åben torsdag d. 28. og fredag d. 29. august kl. 10-18 samt lørdag d. 30. kl. 10-15.
Debat om vejen mod grønne hospitaler
WHO har udråbt klimaforandringerne til at være den største trussel mod folkesundheden, og paradoksalt nok er sundhedsvæsenet med til at øge klimaforandringerne. I Danmark tegner sundhedsvæsenet sig for seks procent af Danmarks samlede klimaaftryk.
Derfor har Danske Regioner en målsætning om, at regionerne skal reducere de danske hospitalers klimaaftryk med 50 procent inden 2035. Hvordan der arbejdes med at nå målet, er omdrejningspunktet for en politisk debat ”Vejen til grønne hospitaler” om sundhedsvæsnets klimaansvar, som er arrangeret af Danske Regioner. cheflæge Mette Marie Hougaard Christensen fra OUH vil bl.a. fortælle om regionens arbejde med bæredygtige lægemidler.
Debattens deltagere:
- Karsten Uno Petersen (S), formand for Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling
- Mette Marie Hougaard Christensen, cheflæge OUH
- Søren Egge Rasmussen (EL), medlem af Folketinget
- Felix Dalker, seniorchefkonsulent i Dansk Industri
- Camilla Hove Lund (V), udvalgsformand i Danske Regioner
Debatten finder sted på grøn scene torsdag 28. august kl. 16 -17.
Hvad mener danskerne om klima?
Kom og hør resultaterne fra den helt nye undersøgelse af danskernes holdning til klimaforandringer. Flere end 2.000 danskere har deltaget i Region Syddanmarks undersøgelse, der giver svar på, hvordan danskerne opfatter klimaforandringerne, og på hvad de selv gør i forhold til klimaforandringerne. Undersøgelsens resultater bliver præsenteret af Bo Hanfgarn Eriksen, der er chefkonsulent i Regional Udvikling, Sundhedsinnovation og Kultur i Region Syddanmark.
Fredag 29. august kl.10:15-10:45 på gul scene