Skip til primært indhold

Arbejdstilsynet mistænkeliggør medarbejderne i psykiatrien unødigt

Efter knivoverfaldet på tre ansatte på Psykiatrisk Afdeling Odense i fredags, har Arbejdstilsynet meldt ud, at de overvejer en politianmeldelse af afdelingens ledelse. En udmelding Region Syddanmark er stærkt utilfreds med, da den mistænkeliggør afdelingens ansatte.

Ovenpå overfaldet i fredags har Region Syddanmark arbejdet i døgndrift på at tage hånd om afdelingens ansatte, de sårede og deres pårørende samt at få tilpasset og præciseret visitationsproceduren hurtigst muligt. I går modtog Region Syddanmark et strakspåbud fra Arbejdstilsynet om revision af instruksen for visitation af indlagte patienter, så man i fremtiden kan sikre, at der ikke smugles genstande ind, der kan øve skade på personalet:

- Vi har normalt et godt samarbejde med Arbejdstilsynet, og der er ikke noget usædvanligt i, at Arbejdstilsynet kommer på besøg på arbejdspladser, der er udsat for en voldsom hændelse som den på Psykiatrisk Afdeling Odense. Men det strakspåbud vi blev pålagt af Arbejdstilsynet druknede desværre i historien om, at Arbejdstilsynet overvejede en politianmeldelse. Den måde pressen forstærker Arbejdstilsynets hårde retorik mistænkeliggør vores personale helt unødigt, siger Mikkel Hemmingsen, regionsdirektør i Region Syddanmark.

Strakspåbuddet indebærer, at Region Syddanmark skal revidere sin instruks for visitation og instruere personalet i den nye instruks inden for 7 dage. Den nye udgave af instruksen ligger klar i løbet af onsdag.

Arbejdstilsynet skal tage hensyn

Direktøren for Region Syddanmark, Mikkel Hemmingsen, mener, at det er meget uheldigt, at Arbejdstilsynet på den måde melder ud, at de overvejer en politianmeldelse og ikke følger den op med en understregning af, at det ikke har noget at gøre med den konkrete sag, men er ren standardprocedure:

- På denne måde kommer Arbejdstilsynet ufrivilligt til at mistænkeliggøre vores personale og giver det indtryk, at de ansvarlige for knivoverfaldet skal findes blandt vores medarbejdere. Jeg er utrolig ked af, at Arbejdstilsynet ikke tager hensyn til, hvilke konsekvenser det kan få for psykiatriens renommé og patienternes oplevelse af tryghed, siger Mikkel Hemmingsen.

Psykiatrien er en god arbejdsplads

Region Syddanmark har siden overfaldet i fredags arbejdet på at skabe overblik over de mulige negative effekter, knivstikkeriet kan have på psykiatrien som arbejdsplads.

- En af de værste ting, der kunne komme ud af den sag er, at vi får mistænkeliggjort psykiatrien som arbejdsplads. Vi arbejder løbende på at sikre og forbedre arbejdsmiljøet, udvikle vores arbejdsgange, udnytte personaleressourcerne og gøre tingene endnu bedre, forklarer Mikkel Hemmingsen og fortsætter:

- Netop derfor er det utrolig problematisk, at Arbejdstilsynet, før der er et fuldstændigt grundlag officielt, melder så hårdt ud. For når bølgerne har lagt sig, vil vi selvfølgelig stille os selv spørgsmålet: Gør vi nok for at sikre både patienter og ansatte i vores psykiatri. Spørgsmålet er allerede en naturlig del af den løbende debat, vi har på området, siger Mikkel Hemmingsen.

Kontakt:

Mikkel Hemmingsen, regionsdirektør i Region Syddanmark, mobil 29 20 19 75
Torben Kyed, konstitueret psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark, mobil 26 20 10 21
Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark, mobil 20 10 19 31

APPFWU02V