Skip til primært indhold

Digital adgang til Historisk Atlas Syddanmark

Turister, undervisere og andre med interesse for historien, får nu nem adgang til Region Syddanmarks varierede kunst- og kulturhistoriske landskaber. Den lokalhistoriske kulturarv formidles fra den 4. maj klokken 14.30 på et let tilgængeligt og engagerende website.

På hjemmesiden www.historiskatlas.dk  får alle fra den 4. maj nu adgang til Region Syddanmarks Kulturarv.

Kulturarven ligger spredt ud over landskabet som punkter i form af gravhøje, herregårde, gamle landsbyer eller industrialderens monumenter. Enkeltvis rummer stederne interessante dele af vores kultur- og kunsthistorie, og tilsammen giver de hele landskabet – i by eller på land – en fortælling om, hvordan fortidens menneskers livsvilkår, drømme og visioner er blevet formet af og har formet kulturlandskabet.

- Historisk Atlas går på tværs af regionen. Det skaber sammenhæng og synliggør hele regionens fælles kulturarv. At lære om sin fortid, er også at lære om sine styrker og svagheder – det er nødvendig viden, når man skal skabe visioner for fremtiden. Det her projekt vil på en ny måde at bringe museumspersonalets faglige viden direkte ud til brugeren, og styrke samarbejdet mellem vores kultur- og uddannelsesinstitutioner i regionen, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Det er en bred kreds af kulturinstitutioner i Region Syddanmark, arkiver, biblioteker og museer, med Odense Bys Museer som tovholder, der har fået bevilget 1,2 mio. kr. fra Region Syddanmarks Kulturpulje til projektet.

Odense Katedralskole så tidligt undervisningsmuligheder i Historisk Atlas, og fik i maj 2008 bevilget 194.000 kr. fra regionsrådet til et uddannelsesprojekt ”Historisk Atlas for ungdomsuddannelserne i Region Syddanmark.”

APPFWU01V