Skip til primært indhold

Nyt landsdækkende tilbud til borgere med angst eller depression

Det er nu muligt at få behandling af angst og depression i eget hjem i Internetpsykiatrien. Tilbuddet har kørt i Region Syddanmark siden 2015, men udbredes nu til hele landet.

Internetpsykiatrien et er internetbaseret behandlingstilbud, der tilbyder behandling af panikangst, socialfobi, enkeltfobier og let til moderat depression.
Behandlingen foregår over nettet og kan derfor gennemføres i ens eget hjem - og nu kan borgere i hele landet benytte sig af tilbuddet.

Bygger på gode erfaringer

Behandlingsformen er udviklet i Region Syddanmark, der har drevet Internetpsykiatrien siden 2015.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), fortæller, at tilbuddet har vist gode resultater:

- Vi har i Region Syddanmark haft gode erfaringer med tilbuddet. Der er generelt høj tilfredshed blandt patienterne, og undersøgelser viser, at patienter med angstlidelser eller let og moderat depression oplever god effekt af internetbaseret behandling.

Tilbuddet bredes ud til alle regioner

De gode erfaringer har fået Danske Regioner til at beslutte, at behandlingstilbuddet skal tilbydes til borgere i alle regioner – indtil videre indtil udgangen af 2019.

Stephanie Lose glæder sig over, at Internetpsykiatrien nu bliver bredt ud til hele Danmark:

- Udbredelsen af den her type af behandling er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi deler og udbreder gode erfaringer på tværs af regionerne, og jeg er stolt over, at vi nu er nået hertil med tilbuddet. Jeg håber og tror på, at Internetpsykiatrien også vil gøre en forskel i resten af landet.

Nemt at anmode om hjælp

På hjemmesiden www.internetpsykiatrien.dk kan borgeren udfylde et spørgeskema, som bliver gennemgået af psykologer i Internetpsykiatrien. Hvis de vurderer, at den enkelte vil have gavn af tilbuddet, så påbegyndes behandlingen med en videosamtale med en psykolog.

Terapi med et computerprogram og ugentlige øvelser

Selve behandlingen foregår i et computerprogram, hvor borgeren skal igennem en række behandlingstrin med tilhørende daglige øvelser. I behandlingen arbejder man med sine tankemønstre. Behandlingsformen er baseret på kognitiv adfærdsterapi.

Under hele forløbet bliver borgeren fulgt skriftligt af den samme psykolog, som vedkommende talte med i den indledende videosamtale. Behandlingen varer typisk 10-12 uger og afsluttes med endnu en videosamtale.

Stephanie Lose mener, at tilbuddet appellerer til en målgruppe, der ellers ikke ville få hjælp:

- Internetpsykiatrien er et godt supplement til de eksisterende tilbud, og fordi det er så fleksibelt og let tilgængeligt, så kan det måske hjælpe nogle af de borgere, der normalt ikke ville opsøge professionel hjælp.

Behandling i Internetpsykiatrien er gratis, og drives af Telepsykiatrisk Center i Region Syddanmark.

Yderligere informationer:

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, telefon 25 33 09 82
Lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen, Psykiatrien i Region Syddanmark, Region Syddanmark, telefon 20 10 19 31

Kontaktoplysning

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU02V