Skip til primært indhold

Syddanmark inviterer til politisk topmøde

Regionsrådspolitikere, borgmestre, rektorer og landspolitikere mødes 13. april for at lægge sporene for en fortsat stærk vækstudvikling i Syddanmark. Målet er en ny plan for at videreudvikle de syddanske styrker – til gavn for hele Danmark.

Region Syddanmark oplever stigende vækst, landets højeste andel af eksporterende virksomheder og indtager en række nationale nøglepositioner inden for erhvervsområder som offshore-energi og energieffektivisering. Men regionen er også visse steder udfordret af dårlige mobil- og bredbåndsmuligheder og utidssvarende infrastruktur, som gør det svært for virksomheder at etablere sig.

På det første Syddansk Topmøde nogensinde mødes regionens politikere, de 22 syddanske kommuner, landspolitikere som Lars Løkke Rasmussen (V), uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet 13. april i Kolding for at lægge en ny plan for Syddanmark. Under overskriften ”Fælles om en stærkere fremtid” skal samfundsdebattørerne lægge de første sten mod en fælles vækst- og udviklingsstrategi for Region Syddanmark.

- Syddanske virksomheder er Danmarksmestre i at tænke eksport ind allerede fra etableringen, og de nye eksporterende virksomheder i Syddanmark skaber også flere arbejdspladser end ikke-eksporterende virksomheder. Samtidig har vi haft succes med at rekruttere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til virksomheder, sygehusene og lægepraksis, og de erfaringer er jeg sikker på, at resten af landet også kan bruge til noget, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Myterne skal manes i jorden

Samtidig har regionen og de 22 syddanske kommuner dog også brug for en håndsrækning til at løse problemer med digital og fysisk infrastruktur, som virker hæmmende på væksten.

- Man får nogle gange indtrykket af, at der kun sker noget i hovedstaden. Men Region Syddanmark bidrager til en stor del af Danmarks eksport, vækst og produktion. Det er her, vi har flest produktionsvirksomheder, og her vi eksporterer størstedelen af den danske eksport via den landfaste grænse til vores største samhandelspartner, Tyskland. Vi har dog brug for et øget fokus på vores vigtigste handelskorridor, så vi kan få varer og tjenesteydelser hurtigere og lettere ud til de europæiske markeder og dermed understøtte væksten i virksomhederne, siger Egon Fræhr (V), der er formand for de 22 syddanske kommuner og borgmester i Vejen.

Den nye vækst- og udviklingsstrategi handler ikke kun om det syddanske erhvervslivs styrker og udfordringer. Bosætning, uddannelse og et trygt og godt liv er lige så vigtige elementer. Kriminalitet og indbrud i grænsekommunerne og i de syddanske kommuner i det hele taget ligger væsentligt under landsgennemsnittet, og især i landkommunerne oplever borgerne gode relationer til familie og naboer.

- Vi har haft et særligt fokus på at mindske frafaldet på ungdomsuddannelserne. Et af de succesfulde initiativer har været at indsætte særlige uddannelsesbusser, som kører med få stop fra oplandskommunerne og ind til uddannelsesstederne i de større byer. Siden starten i 2013 har vi oprettet 34 ruter, øget passagertallet med 900 dagligt og mindsket frafaldet markant. Men det er ikke kun, hvor der kører uddannelsesbusser, vi har haft held til at vende udviklingen. Faktisk har 19 af de 22 syddanske kommuner lavere frafald end landsgennemsnittet, påpeger Stephanie Lose (V), formand for Regional Udvikling i Region Syddanmark og fortsætter:

Det syddanske topmøde skal munde ud i en fælles erklæring, som skal indgå i den kommende, fælles vækst- og udviklingsstrategi for Region Syddanmark.

For yderligere info:

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil: 4032 5210
Formand Stephanie Lose (V), Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, mobil 2533 0982
Borgmester Egon Fræhr (V), Vejen Kommune og formand for de 22 syddanske kommuner, mobil 2016 2669

APPFWU01V