Årets iværksætter er flittig, fokuseret og passioneret
Hvem der løber med titlen som året iværksætter i Region Syddanmark afsløres først 18. november. Men de 50 kandidater, der er med i opløbet, bærer typisk flid, fokus og passion i deres dna.
- Det er et utrolig flot felt, vi har samlet i opløbet om, hvem der skal være årets iværksætter i Region Syddanmark, siger Lasse Krull (K), som ud over sin plads i regionsrådet er formand for styregruppen for Europæisk Iværksætterregion 2013.
Regionen har udskrevet en iværksætterkonkurrence i anledning af, at EU har udnævnt Region Syddanmark som europæisk iværksætterregion 2013 – som den første danske region nogensinde. Spændingen om prisen udløses 18. november på konferencen ”Go Global” i Kolding, hvor virksomheder kan få inspiration og konkrete værktøjer til at øge deres internationale engagement.
Ud af busken
Målet med prisen er at motivere og inspirere regionale iværksættere til at tænke og agere internationalt for at styrke væksten. Og kravene til kandidaterne er, at de skal være iværksættere eller mindre virksomheder, som satser på eller allerede har succes på det internationale marked og arbejder inden for regionens styrkeområder: Offshore og energi-effektivisering, sundheds- og velfærdsteknologi og design og turisme.
- Vi havde faktisk været glade for et felt på 20 kandidater, så det er utrolig flot, at vi nu kan vælge mellem 50 kandidater. Det siger noget om, at der er et godt vækstlag af iværksættere og mindre virksomheder i det syddanske med greb om det internationale marked, siger Lasse Krull.
Standhaftige iværksættere
Region Syddanmark kan bryste sig af, at 58 procent af iværksætterne holder næsen oven vande fem år efter, at de har etableret sig – hvilket placerer Region Syddanmark på andenpladsen i Danmark. Men det kan blive endnu bedre.
- Vi skal have flere til at turde springe ud i iværksætteri, for vores indsats med målrettet støtte til iværksættere inden for regionens fokusområder ser ud til at hjælpe iværksætterne over de første fem kritiske år, siger Lasse Krull.
Fra griselamper til bukser med former
De 50 nominerede, der nu dyster om at blive årets iværksætter i regionen, viser, hvor bredt der kan tænkes inden for de forskellige styrkeområder. Således repræsenterer virksomhederne produkter som fx energibesparende varmelamper til smågrise, engangsprodukter til sygehuse, designertøj til kurvede kvinder, nye danske møbelklassikere, belysning af store rum, molekylærgenetiske analyser, udstyr til produktion af vindmølletårne og patientløftere.
I løbet af november indsnævres feltet af kandidater til prisen til tre, og den 18. november – i den europæiske iværksætteruge - kan Lasse Krull overrække iværksætterprisen til den udvalgte virksomhed, som gerne skal fungere som rollemodel fremover.
Sådan ser de nominerede ud
Interviews med de 50 nominerede viser, at:
- De er flittige, fokuserede, passionerede, ekstremt professionelle, kvalitetsorienterede og har forfulgt deres idé 100 procent.
- Geografisk fordeler de nominerede sig med 20 på Fyn og øerne og resten fordelt jævnt i trekantsområdet, det sønderjyske og Esbjerg og omegn.
- De fleste af dem har under 25 ansatte og hører dermed til kategorien små og mellemstore virksomheder. De fordeler sig pænt hen over regionens fokusområder – dog med en lille overvægt inden for sundheds- og velfærdsteknologi og design.
- Når det gælder omsætningen inden for eksport er spredningen noget større – fra ganske lidt til et trecifret millionbeløb.
For at være nomineret skal virksomheden:
- drives fra en adresse i Region Syddanmark
- tilhøre et af de prioriterede styrkeområder: Sundheds- og Velfærdsinnovation, Energi og Oplevelseserhverv.
- være "underleverandører" til et eller flere af styrkeområderne
- være iværksætter eller mindre virksomhed med op til 50 ansatte
- præstere et salg eller have forventninger om et salg på minimum 100.000 kroner uden for Danmarks grænser.
Kort og godt om iværksætterregionen
Region Syddanmark er af EU udnævnt til Europæisk Iværksætterregion 2013. Udnævnelsen er resultatet af et samarbejde mellem Region Syddanmark, Universe, det Syddanske EU-kontor samt Væksthus Syddanmark med støtte og opbakning fra både virksomheder, uddannelsessektoren og det erhvervsfremmende system.
EU har valgt regionen på grund af strategien med den fokuserede vækstindsats, iværksætterkonkurrencen for elever på de regionale uddannelsesinstitutioner og den fælles markedsføringsportal www.startopnu.dk med tilbud til både kommende og nuværende iværksættere.
Læs mere og se kandidaterne på www.eer2013.dk, hvor man også kan tilmelde sig til Go Global, hvor virksomheder kan få konkrete værktøjer til at øge det internationale engagement.
Yderligere informationer:
Lasse Krull, formand for styregruppen for Europæisk Iværksætterregion 2013, tlf. 4074 4599