Skip til primært indhold

Kvinderne fører overalt i uddannelsesverden

I folkeskolen er pigerne bedre til at læse og regne end drengene, og langt flere kvinder end mænd tager en videregående uddannelse. En ny kortlægning fra Region Syddanmark viser, at mændene halter bagefter overalt i uddannelsessystemet.

Der skal gøres en indsats på flere planer, hvis flere drenge skal tage en uddannelse. Det står klart i den nye undersøgelse ”Effektmodel 2012”, som Region Syddanmark og parterne bag Syddansk Uddannelsesaftale har lavet.

Undersøgelsen, som netop er udkommet, viser blandt andet, at 15 pct. af de 18-19-årige drenge i Syddanmark ikke har tilstrækkelige formelle færdigheder i læsning og matematik, dvs. at de ikke har bestået folkeskolens afgangsprøver i dansk og matematik. Dette gælder kun for ti pct. af pigerne.

Grundskolen trækker spor

Og de dårlige resultater i grundskolen trækker spor efter sig og besværliggør drengenes videre færd i uddannelsessystemet. Således viser analysen, at 42 pct. af de syddanske kvinder mellem 25 og 34 år har en videregående uddannelse, mens det samme kun gør sig gældende for 28 pct. af mændene i samme aldersgruppe.

- Det er overraskende læsning for mig, at drengene klarer sig dårligere på stort set alle de parametre, vi har målt på. På den måde giver analysen en meget klar anvisning af, hvor vi skal sætte ind de kommende år. Der skal eksempelvis større fokus på praksisorienteret undervisning, som i højere grad appellerer til drengene, siger Lasse Krull (K), formand for Region Syddanmarks Udvalg for Regional Udvikling.

Mere aktiv undervisning

Han glæder sig over, at parterne bag Syddansk Uddannelsesaftale har formuleret en klar målsætning om, at 50 pct. af de syddanske drenge skal have en videregående uddannelse.

Regionens uddannelsespulje har derfor allerede bevilget penge til projekter som ”Undervisning i bevægelse” og ”Uniform 112”, der via metoder fra bl.a. politi og forsvar skal få flere mænd igennem en ungdomsuddannelse. Passive og abstrakte læringsformer er nemlig en af hovedårsagerne til, at drengene falder fra en uddannelse. Uddannelsespuljen for 2013 er derfor bl.a. også målrettet projekter, som sætter fokus på de praksisnære erhvervsuddannelser som en vej til en videregående uddannelse.

- Skal vi nå målet om, at 95 pct. af en årgang får en ungdomsuddannelse, er det helt essentielt, at vi får fat i drengene. Især er det vigtigt at vise drengene, at det kan betale sig at tage en erhvervsuddannelse - både i forhold til job og videreuddannelse, men også i kroner og øre – da vi inden for 10 år kommer til at mangle faglærte, siger Mogens Kragh Andersen, direktør på Social- og Sundhedsskolen Fyn og formand for styregruppen bag Syddansk Uddannelsesaftale.

Tal for hele regionen

Det er anden gang, Region Syddanmark udgiver en effektmodel på uddannelsesområdet. Modellen måler på ti konkrete parametre, som vurderes at have særlig stor betydning for at gennemføre en uddannelse, herunder de unges forudsætninger fra grundskolen, transporttid til og fra skole samt antallet af praktikpladser. Tallene er fordelt på køn og kommuner.

Yderligere oplysninger fås hos:

Udvalgsformand Lasse Krull (K), Udvalget for Regional Udvikling, Region Syddanmark, mobil 4074 4599

Formand Mogens Kragh Andersen, styregruppen for Syddansk Uddannelsesaftale, tlf. 6167 6685

APPFWU02V