Skip til primært indhold

Bedre remmer for samarbejde mellem det offentlige og private

Der kan være langt mellem den offentlige sektor og private virksomheder, når den offentlige service skal gøres bedre gennem fælles innovation. Derfor har Region Syddanmark nu lavet modelaftaler for offentlig-privat innovationssamarbejde (OPI).

- Med modelaftalerne er den tid forbi, hvor OPI-samarbejde slutter med gode intentioner eller kuldsejlede skrivebordssamarbejder, siger regionsformand i region Syddanmark, Carl Holst (V)

Retningslinje for udbud

Modelaftalerne er lavet i samarbejde med Region Syddanmark, Kammeradvokaten, advokatfirmaet Rønne & Lundgren og Syddansk Universitet. Det er standardaftaler, som vil give retningslinjer for processen frem til og med det offentliges udbud og indkøb af det udviklede projekt.

Det glæder regionsformanden, at man har kunnet lave modelaftaler, der tilgodeser alle parter. Han hæfter sig ved, at parterne nu er ligestillede. Både den offentlige og den private part spiller en aktiv rolle som udvikler.

 - I det nye samarbejde er vi kommet ud over et aftager-leverandør forhold. Vi har længe set et ønske om et tættere samarbejde, men der er visse regler, vi skal følge. Det har hæmmet os, at mennesker, der brænder for innovation, sjældent er de samme som dem, der brænder for jura. Med en modelaftale kan de koncentrere sig om det, de er gode til, siger Carl Holst.

Tredobbelt bundlinje

Han ser frem til at se resultaterne af de nye muligheder for samarbejde, for det er et område, der længe har haft bevågenhed i Region Syddanmark.

- Velfærdsinnovation og især i et offentligt-privat samarbejde er noget, vi i Syddanmark ser mange muligheder i. Det er et område, hvor vi kan se resultater på den såkaldt tredobbelte bundlinje: borgerne får bedre ydelser, regionen kan effektivisere og sidst men ikke mindst er der en god forretning i det for de syddanske virksomheder, siger han.

Der er allerede rift om modelaftalerne. Bl.a. har Nyt OUH og Teknologisk Institut gjort brug af aftalerne.

Modelaftalerne bliver præsenteret på Velfærdens Innovationsdag i Øksnehallen. 24 januar 2013. På dagen vil Carl Holst også være tilstede for at fortælle om Regionens arbejde med bl.a. OPI.

Fakta om samarbejdsaftalerne

OPI-Lab og Living Lab Denmark står bag OPI modelaftalerne, der er udarbejdet af Rønne & Lundgren Advokatfirma i samarbejde med advokatfirmaet Poul Schmith / Kammeradvokaten og OPI-Labs juridiske arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Syddansk Universitet og Region Syddanmark.

En høringsgruppe bestående af bl.a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har været involveret og bidraget til processen omkring udarbejdelsen af modelaftalerne.

Modelaftalerne udgøres overordnet af 3 aftaler, der primært adskiller sig fra hinanden i forhold til det økonomiske setup mellem parterne

Man kan læse mere på hjemmesiden livinglabdenmark.com, der er et Region Syddanmark initiativ til fremme af OPI i velfærdsteknologisk regi i Danmark. Her kan aftalerne downloades inklusiv vejledningstekster. Aftalerne er også tilgængelige på www.opilab.dk   

APPFWU02V