Region Syddanmark styrker kræftområdet markant med stort millionløft
Regionsrådet har på mødet 27. oktober godkendt et stort løft af regionens kræftbehandling. Pengene, der er del af en varig bevilling til området, kommer fra regeringens Kræftplan V, og de skal primært gå til at styrke sygehusenes behandlingskapacitet og regionens klinikker for senfølger efter kræft.
I maj 2025 præsenterede regeringen Kræftplan V ”Et bedre liv med og efter kræft”. Med planen bliver regionerne tildelt markante millionbeløb, der i de kommende år skal være med til at styrke og fortsætte den gode udvikling af Danmarks kræftbehandling.
Region Syddanmark får 55,4 mio. kr. i 2025, og der er flere faste midler på vej de kommende år. På regionsrådsmødet besluttede regionsrådet, hvordan de første dele af midlerne til området skal fordeles.
Styrket behandlingskapacitet
Region Syddanmark skal bruge pengene på tre hovedområder. En stor del af midlerne skal sætte gang i et varigt løft af behandlingskapaciteten – især inden for brystkræft og urinvejskræft samt det radiologiske og patologiske område. Derudover øremærker regionen også fra i år midler til at styrke kapaciteten på regionens fire senfølgeklinikker og kompetencecentret for senfølger efter kræft på Sygehus Lillebælt. I 2025 vil der også være midler til indkøb af kræftrelateret udstyr, som skal sikre, at sygehusene også i fremtiden har adgang til moderne og tidssvarende teknologier til diagnosticering og behandling af patienterne.
Der er også afsat midler til en række initiativer inden for eksempelvis palliation, men den konkrete fordeling besluttes først i løbet af 2026.
Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen siger:
- Midlerne fra Kræftpakke V giver os mulighed for at styrke og løfte kræftbehandlingen på flere vigtige områder, hvor vi i perioder kan opleve udfordringer med kapaciteten i dag. Midlerne giver os mulighed for at ansætte flere specialister, indkøbe udstyr og tage nye medicintyper i brug, og så styrker vi vores senfølgeklinikker markant. Samlet set går vi i gang med en mærkbar fremtidssikring af regionens kræftbehandling, så vi har kapacitet nok til både nuværende patienter og de mange flere kræftpatienter, vi forventer at skulle behandle i fremtiden.
Senfølger i fokus
Som en del af Kræftplan V skal regionerne etablere senfølgeklinikker. Men i Region Syddanmark blev de allerede etableret i 2020 og 2021 på regionens fire sygehusenheder – og dertil har regionen også et kompetencecenter på Sygehus Lillebælt. Derfor har regionsrådet valgt, at midlerne til senfølgeklinikkerne skal gå til at udvikle og styrke de eksisterende tilbud.
Kurt Espersen siger:
- Vi ved, at mere end halvdelen af kræftpatienterne får senfølger i forbindelse med deres kræftforløb. I Region Syddanmark var vi allerede tidligt opmærksomme på patienternes behov for hjælp til deres senfølger. Derfor etablerede vi senfølgeklinikker på alle vores sygehusenheder for fire-fem år siden. De nye midler giver os en god mulighed for at udbygge vores klinikker og sikre, at vi har kapacitet nok til at hjælpe de mange patienter, vi forventer vil få brug for rådgivning og behandling for senfølger efter kræft i fremtiden.
Regionen vil også etablere både en uddannelses- og en rådgivningsfunktion, der skal hjælpe f.eks. praktiserende læger og andre aktører som f.eks. kommuner i deres arbejde med de kræftpatienter, der oplever senfølger.