Skip til primært indhold

Der er stadig flere optimister end pessimister i Syddanmark

Der er seks gange så mange optimister end pessimister i Syddanmark, når syddanskerne skal vurdere mulighederne i det kommende år.

Det fremgår af den årlige undersøgelse, hvor Region Syddanmark spørger mere end 1.000 syddanskere i et borgerpanel om deres forventninger til det kommende år.

35 pct. forventer at være mere tilfreds med tilværelsen i 2013 end i 2012, mens kun seks pct. forventer at være mindre tilfreds. Det vækker glæde hos Lasse Krull, der formand for udvalget for Den Regionale Udviklingsplan.

- Den Regionale Udviklingsplan er sat i verden for at være med til at skabe Det Gode Liv. En vigtig forudsætning for at skabe bedre vilkår er, at vi hver især kan se muligheder, og det kan vi syddanskere ifølge undersøgelsen, siger Lasse Krull. (K)

Hver femte fik det bedre

For et år siden var der nogenlunde samme billede af forventningerne, og for 20 pct. af syddanskerne viste det sig da også, at de var mere tilfredse med 2012 end de havde været med 2011.

- Det viser sig så måske, at for en del af optimisterne bliver det ikke nær så godt, som de havde håbet, men jeg hæfter mig alligevel ved, at hver femte syddansker havde et bedre år sidste år end året før. Med en global krise er det da slet ikke ringe, siger Lasse Krull.

I undersøgelsen er syddanskerne især bedt om at vurdere muligheder for beskæftigelse og økonomi, men Lasse Krull vil gerne slå et slag for at se på helheden.

- Det er det, Det Gode Liv går ud på. Vi har alle samme forskellige ønsker og forventninger, og det bør både vi og kommuner være bedre til at tænke på. Det drejer sig for eksempel om bosætningspolitik, hvor kommuner skal tænke på, hvad borgerne sætter pris på, siger Lasse Krull.

Han mener man kan bruge målinger af tilfredshed til at lægge planer.

- Den tid er forbi, hvor man bare lavede en udstykning, og så kom tilflytterne. I dag er det vigtigt at vide, hvem man vil tiltrække, og hvad der er vigtigt for dem i hverdagen. Det er en viden, der er brug for i planlægningen, og som man kan få fra Syddanmarks borgerpanel, siger han.

Økonomisk skævt

Borgerpanelet blev også bedt om at vurdere forventningerne til privatøkonomien. Lige som i 2011 er der en forventning om at have flere penge til sig selv i 2013 end i 2012, men fordelingen er skæv.

Der er en klar sammenhæng mellem indkomst og forventninger på den måde, at syddanskere med høje indkomster i langt højere grad forventer endnu flere penge til sig selv i 2013 end syddanskere med lavere indkomster.

Blandt syddanskere, der tjener under 300.000 kr om året, er der således lige stor optimisme som pessimisme, mens optimismen stiger støt med årsindtægten.

Det samme gør sig gældende, når man ser på syddanskeres uddannelse. Her er der større forventninger til at rådighedsbeløbet, jo længere uddannelse, man har.

APPFWU01V