Skip til primært indhold

Nyt nordisk samarbejde om intelligente indkøb til sygehuse

Nu går de nordiske lande sammen om at gøre offentlige indkøb til en driver for innovation. Vejen ud af indkøbsjunglen findes ved at samarbejde og dele erfaringer. Nordic Innovation støtter projektet Nordic Public-Private Innovation, der har en samlet finansiering på 10 mio. nrk.kr.

Projektet har til formål at opsamle nordiske erfaringer om køb af udvikling og innovative løsninger til sundhedssektoren.
Det offentlige efterspørger flere intelligente løsninger, udviklet af private virksomheder, men det er svært at formulere deres præcise behov. Det kan ofte skyldes, at virksomhederne har fingeren på pulsen, mens man i det offentlige ikke kender den nyeste teknologi.

Derfor vil man nu på tværs at grænserne opsamle de erfaringer, man har gjort sig om intelligente indkøb af innovation.

- Med projektet vil vi på tværs af Norden gøre det nemmere for virksomheder at samarbejde med offentlige parter om udvikling, afprøvning og køb af nye velfærdsløsninger siger Susan Dalum, projektleder i Syddansk Sundhedsinnovation.

Annette Bjørn, der er indkøbschef i Region Syddanmark, byder projektet velkommen.
- Projektet giver os en unik mulighed for at dele erfaringer og viden om innovative udbud på tværs af de nordiske lande. Dette skal være med til at ruste regionen til bedre at kunne efterspørge ny innovation til vores sygehuse i fremtiden, til glæde for både patienter og personale.

Resultatet bliver at Norden kan fremstå som et samlet marked for udvikling, afprøvning og køb af ny sundhedsteknologi.

Politisk er der også stort fokus på at bruge offentlige indkøb som afsæt for, at særligt små og mellemstore virksomheder kan udvikle innovative løsninger, der kan effektivisere sundhedssektoren og udvikle sig til nye forretnings- og eksportmuligheder.

Fakta:

  • Et intelligent indkøb er for eksempel et funktionsudbud. I modsætning til et traditionelt udbud, hvor indkøbet beskrives nøje, fokuserer et funktionsudbud på opgaveløsningen i stedet for på produktet. Det giver virksomhederne spillerum til at byde ind med nye løsninger for at dække det offentliges behov, på måder det offentlige ikke før vidste var mulige.
  • Projektet har kick-off i april 2013 og gennemføres over to år frem til februar 2015.
  • Syddansk Sundhedsinnovation i Odense er projektleder af et nordisk konsortium bestående af  virksomhedsnetværk inden for sundhedsinnovation, regionale sundhedsmyndigheder og hospitaler fra Danmark, Norge, Sverige og Finland.  
APPFWU02V